Menu

Tårnby FF

image

På denne side kan du blive klogere på vores modstander Tårnby FF. Samtidig finder du også relevant information i forbindelse med udekampen mod Tårnby FF.

Fulde navn
Tårnby Fodbold Forening

Hjemmeside
tarnbyff.dk

Stadion
Vestamagers Idrætsanlæg (også kendt som Uganda Ground)
Ugandavej 105
2770 Kastrup

Kapacitet: 2.000 (få siddepladser)

Entrépris
Entré, voksen: 50 kr.
Entré, pensionister: 25 kr.
Entré, børn (0-17 år): gratis

Parkering
Der er mulighed for parkering tæt ved klubhuset eller ved Vestamager Bibliotek.

Offentlig transport til stadion

  • Tog
    • Øresundstoget til Ørestad st.
      • Ca. 45 minutters gang fra station til stadion
      • Ca. 15 minutter på cykel fra station til stadion
  • Tog
    • Øresundstoget til Tårnby st.
      • Ca. 45 minutters gang fra station til stadion
      • Ca. 15 minutter på cykel fra station til stadion
  • Metro
    • Linje M1 til Vestamager st.
      • Ca. 35 minutters gang fra station til stadion
      • Ca. 10 minutter på cykel fra station til stadion
  • Bus
    • Linje 33 til Ugandavej (Kongelundsvej)
      • Ca. 5 minutters gang fra stoppested til stadion
    • Linje 36 til Ugandavej (Kongelundsvej)
      • Ca. 5 minutters gang fra stoppested til stadion
    • Linje 250 til Tømmerup (Englandsvej)
      • Ca. 20 minutters gang fra stoppested til stadion

Mad og drikke
Det vil være muligt at købe pølser, øl, vand, sodavand og kaffe

Der kan betales med kontanter og MobilePay.

Historie
Tårnby FF er en forholdsvis ny fodboldklub, da den blev stiftet den 29. oktober 2004. Klubben blev stiftet af tidligere medlemmer af Tårnby Boldklub. De følte sig overset i Tårnby Boldklub, der satsede på projektet Amager United. Rigtig mange spillere fra Tårnby Boldklub tog turen over i den nye klub Tårnby FF, men faciliteter var en mangelvare. I begyndelsen af klubbens historie stod træningen på løbeture omkring Kastrup Svømmehal.

Den 20. januar 2005 blev Tårnby FF optaget i DBU København og fik hjemmebane på Kløvermarken, men træningsmulighederne var stadig begrænset. Men den 11. marts 2005 blev klubben optaget som forening i Tårnby Kommune og fik Pilegårdsskolens skolebane som hjemmebane. Om vinteren var banerne dog lukket, så træning i opstartsfasen var stadig et problem, som skulle løses. Det blev dog til en del træningskampe, så formen kunne opbygges, og i foråret 2005 var den nye klub klar til at tørne ud i Serie 4.

Den 3. april 2005 spillede Tårnby FF deres første kamp i Serie 4. Det blev til en sikker sejr på 7-0 over FC Pharma i Kløvermarken, da hjemmebanen på Pilegårdsskolen ikke var åbnet endnu. Det blev den dog to uger senere, da FC Nanoq kom på besøg. Her endte kampen 4-4. Det skulle dog blive en succesrig første sæson, da Tårnby FF endte på 1. pladsen i Serie 4 med tre point ned til nr. 2. Det lykkedes for klubben at score hele 129 mål i 22 kampe, bl.a. med en sejr på 13-0 ude mod LA United. Dette er stadig klubbens største sejr til dato.

Det blev kun til en enkelt sæson i Serie 3, da man ganske suverænt vandt rækken med hele ni point ned til nr. 2. Men successen stoppede ikke her. For efter blot en enkelt sæson i Serie 2 rykkede man op. Denne gang på en 2. plads. Tårnby FF sluttede á point med Valby Boldklub, men takket være en bedre målscore tog man oprykningspladsen foran Valby-klubben.

Efter tre oprykninger på tre år blev Tårnby FF matchet på en anden måde i Serie 1. Man opnåede dog stadig en ganske fin placering lige i midten af tabellen. Efter at have tilbragt lidt tid i Serie 1 sikrede klubben sig oprykning i 2010 til Københavnsserien for første gang. Men efter to sæsoner måtte man ned i Serie 1 igen. I 2016 var man dog tilbage i Københavnsserien, hvor man var indtil 2020. Her sikrede man sig oprykning til Danmarksserien efter en sejr og et uafgjort resultat i kvalkampene. I forrige sæson - 21/22 - var man i lang tid med i oprykningskampen, men måtte se rivalerne fra AB Tårnby tage 1. pladsen.

Kilde: dbukøbenhavn.dk

Divisionerne, pokalen og Brønshøj
Tårnby FF har ikke været en del af divisionerne i deres næste 19-årige historie, men de har været tæt på, bl.a. for et par sæsoner siden.

Otte gange har Tårnby FF deltaget i pokalturneringen. Bedste år var i sæsonen 09/10, hvor de deltog første gang. Her gik man videre til 3. runde efter at have overvundet AB Tårnby og Avarta i hhv. 1. og 2. runde. Men i 3. runde blev AIK 65 Strøby endestation med et nederlag på 4-5. I sidste sæson blev det exit i 2. runde, hvor Lyngby vandt 5-1. I 1. runde lykkedes det dog at slå rivalerne fra AB Tårnby efter straffespark.

Det første opgør mellem Tårnby FF og Brønshøj var den 8. august 2017 i 1. runde af pokalturneringen ude på Uganda Ground. Her blev det til en snæver 2-1 sejr til Brønshøj. Det var Oscar Buch og Kevin Bechmann Timm, der sikrede videre avancement til Hvepsene med deres scoringer.

I sidste sæson blev det til to opgør. Den første kamp var ude på Uganda Ground. Her leverede begge målmænd på et højt niveau og det endte med pointdeling. Kampen endte 1-1. I det omvendte opgør vandt vi 2-0.

I denne sæson endte opgøret på Ugandavej uden vinder, da kampen sluttede 0-0. Begge hold havde ellers mulighederne for at komme på tavlen.

Luk