Menu

Gørslev

image

På denne side kan du blive klogere på vores modstander Gørslev. Samtidig finder du også relevant information i forbindelse med udekampen mod Gørslev.

Fulde navn
Gørslev Idrætsforening

Hjemmeside
https://goerslev-fb.dk/

Stadion
Gørslev Stadion
Slimmingevej 78
4100 Ringsted

Kapacitet: 500 (52 siddepladser)

Gørslev stiller gerne plasticstole til rådighed ellers rådes til selv at medbringe stol.

Der vil også være borde og bænke bag det ene mål.

Entrépris
Entré, voksen: 40 kr.
Entré, børn (0-16 år): gratis

Offentlig transport til stadion

  • Bus
    • Linje 260R til Lundegårdsvej (Ringstedvej)
      • Ca. 30 minutters gang fra stoppested til stadion

Kører du selv til Gørslev, så skal parkering ske ved skolen eller kirken. Derfra er der ca. 5 minutters gang til stadion.

Mad og drikke
Det vil være muligt at købe pølser, øl, vand, sodavand og slik.

Og bøfsandwichen kan også anbefales.

Der kan betales med kontanter og MobilePay.

Historie
Gørslev Idrætsforening har efterhånden rigtig mange år på bagen. Det hele begyndte i 1887, hvor Slimminge Skytte og Gymnastikforening blev stiftet. Dette fortsatte den med at hedde indtil 1942, hvor den skiftede til det nuværende navn - Gørslev Idrætsforening.

I foreningens første mange år var det ikke overraskende gymnastik og skydning, som var den primære fokus. Men i 1930'erne lejede man en mark i Gørslev, hvor der blev spillet både håndbold og fodbold.

Marken blev dog hurtigt for lille og foreningen sikrede sig et stykke jord, hvor der blev anlagt en idrætsplads. I 1944 begyndte man opførslen af et klubhus.

Det var især håndbold og badminton i 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne, som var store i foreningen. Anderledes var det med fodbolden, som i mange år lå i dvale. Men i 1973 genoptog man fodboldspillet. Der var dog ikke den store succes og i mange år lå man i Serie 4, Serie 5 eller Serie 6.

Fodbolden tog igen en pause, men blev startet op igen i 2003 i Serie 5. I 2004 rykkede holdet op i Serie 4, men røg hurtigt ned igen. Men langsomt begyndte holdet at finde rytmen og der kom flere oprykninger. I en årrække fristede man en tilværelse i Serie 2 og Serie 3, men i 2019 sikrede holdet sig for første gang oprykning til Sjællandsserien.

Klubben lå i Sjællandsserien i tre sæsoner og i forrige sæson (2021/22) lykkedes det for klubben at vinde sin pulje. Og minsandten om holdet fra den lille by ikke også kunne lade sig hylde som Sjællandsmestre, da de besejrede Værebro med 1-0. Dermed var klubben for første gang i Danmarksserien.

Ganske imponerende af den lille by med lidt over 200 indbyggere. Til sammenligning har Brønshøj Boldklub omkring 600 medlemmer.

Kilde: goerslev-if.dk

Divisionerne, pokalen og Brønshøj
Gørslev IF har aldrig været i divisioner og det var først i sidste sæson, at de var i Danmarksserien. Men klubben virker ambitiøs og har oplevet masser af succes de seneste år.

Gørslev har i denne sæson deltaget i pokalturneringen for første gang i klubbens historie. Og det blev til en sejr i deres første pokalkamp, da de hjemme besejrede B1960 2-0. I 2. runde mødte de dog deres overmænd, da de tabte 1-2 hjemme mod Ishøj IF i 3. division.

I sidste sæson mødte Brønshøj og Gørslev hinanden to gange - den første kamp mellem de to klubber. Det var en tæt affære i Gørslev, men i sidste ende lykkedes det os at vinde 2-1. Hjemme i Tingbjerg tog vi alle tre point med en 3-1 sejr.

I denne sæson viste Gørslev sig stærkest på hjemmebane, da de tog en 3-1 sejr.

Luk