Menu

Nytårskur og bowlingmesterskab 2026

image
23. januar 2026 kl. 09:44
Grøndals Multicenter dannede atter rammen for den traditionelle årlige ”Nytårskur” for klubbens sponsorer og medlemmer i Erhvervsklubben ”Hvepsene”

NYTÅRSKUR OG BOWLINGMESTERSKAB

På festlig og aktiv vis fik sponsorer og erhvervsklubmedlemmer budt velkommen til år 2026 ved årets Nytårskur i Grøndals Multicenter – og supplerede Nytårskuren med sportslig aktivitet i form af ”Bowlingmesterskab 2026”.

Formand Madsen bød velkommen med et ”GODT NYTÅR”, gennemgik dagens program og præsenterede den smukke pokal med de mange tidligere bowlingmestre indgraveret. Sekretær Claus Anker offentliggjorde holdsammensætningen på de 10 hold – og så var alle klar til at entrere bowlingbanerne.

59 deltagere - 50 målrettede ”bowlere” fordelt på 10 baner samt 9 ivrige tilskuere - fik en både sjov, hyggelig og aktiv aften. Konkurrencen blev intens – alle ville gerne have deres navn indgraveret på pokalen og have den stående pralende på deres arbejdsplads i hele 2026. Der blev nøje holdt øje med udviklingen på banerne ved siden – bliver jeg mon bowlingmester og er mit hold blandt vinderne eller ….?

Med uvished og spænding om resultatet på de sportslige resultater gik alle til en lækker buffet, som atter i år var kreeret af vores restaurant i BB. Stor ros til Thomas Ibsen for en god og velsmagende buffet.

Inden præmieoverrækkelsen fortalte Brønshøj Boldklubs formand Peer Goe om den aktuelle situation i klubben – planerne og visionerne for den nye Multihal, som på nuværende tidspunkt forventes færdigt i år 2030. Ligeledes nogle positive tilkendegivelser om divisionsholdets spillertrup. Kim Madsen orienterede om Brønshøj Boldklubs store auktion den 28. februar og om Erhvervsklubbens planer for det kommende år.

Sidste års bowlingmester Ulrik Binau fra Binau Låse havde atter i år fundet ”nøglen til at låse op for bowlingbanens muligheder” – og kunne atter i år kåres som BOWLINGMESTER 2026 blot 3 point mere end Gert Wollerup fra Wollerup Kloak.

Dygtigste kvindelige bowler blev Henriette Blichager fra Husum Glarmester tæt forfulgt af Malou Nielsen fra KLIK Event.

STORT TILLYKKE til Ulrik og Henriette – og til samtlige spillerne, som alle gjorde en fremragende indsats.

Atter i år var der præmier til samtlige hold – præmier som var skænket af Brønshøj Boldklubs sponsorer og Erhvervsklubbens medlemmer. Det er altid dejligt at kunne bringe en præmie med hjem og prale overfor omgivelserne, derfor en stor tak for sponseringen af de flotte præmier.

Kombinationen med Nytårskur og sportslig udfoldelse på bowlingbanen viste sig igen at være vellykket – her bliver sport, hygge, pleje af erhvervsnetværk ”forenet i smuk harmoni”. At det er ganske sandt, fremgår med al tydelighed af billedkavalkaden fra arrangementet.

14/1-2026/KHM

Luk