Menu

Kommunikationsansvarlig stopper

image Christian i fuld gang med opdateringer fra en kamp (Foto: Hans Kurt Frederiksen)
30. april 2025 kl. 21:41
Efter 12-13 år som frivillig ansvarlig for referater, optakter, hjemmesiden, SoMe og senere også kampprogram, speakerboks, banko samt meget andet, stopper Christian Haslund i klubben, når sæsonen 2024/25 er færdigspillet. Christian sætter her nogle ord på, hvordan det hele begyndte og hvorfor det nu slutter.

Det hele begyndte med, at jeg brokkede mig til klubben over, at der gik for lang med referaterne fra kampene. Klubben spurgte mig så, om jeg ikke ville stå for at skrive referaterne fra kampene. Dette sagde jeg selvfølgelig ja til.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvem Brønshøj mødte i den første kamp, som jeg skrev referat om, men jeg tror, at det blev til en BB-sejr. Sidenhen er der blevet skrevet referat af over 400 Brønshøj-kampe.

Sidenhen blev vi også aktive på Twitter, som nu hedder X. Her begyndte vi at liveopdatere fra kampene, så alle havde mulighed for at følge med i, hvad der skete. Samtidig var det også et vigtigt værktøj mht. at skrive referaterne. Senere kom vi også i gang på Instagram og i 2024 har vi prøvet os lidt med TikTok.


Fra de tidlige dage, som frivillig i Brønshøj Boldklub. Koncentrationen er helt i top!

I midten af 2010’erne blev det muligt at filme vores kampe og sende dem live gratis ud til vores fans og supportere, som var forhindret. Senere fik vi VEO-kameraet, som kunne optage det hele selv. Dette gav mig mulighed for at lave videosammendrag og målvideoer. Før det var vi afhængige af f.eks. TV3 Sport og de dygtige folk fra TV Bella.

Opgaverne er blevet flere og flere, men det har været min egen skyld, da jeg selv havde store krav til, hvad en fodboldklub skulle kunne tilbyde til dens fans og supportere mht. information, billeder og videoer fra kampe.

Det var alt sammen meget fint, da jeg var studerende, men da jeg blev færdiguddannet som lærer og begyndte at arbejde fuldtid, blev tiden også mindre. Jeg har stadig forsøgt at holde det høje niveau, men kan mærke, at tiden og energien ikke er til det længere.

Så kunne man sige, at jeg bare kunne beholde en enkelt eller to opgaver. Men her kender jeg mig selv godt nok til, at jeg hurtigt vil sige ja til flere opgaver. Derfor et fuldt stop, og jeg ser også frem til at tilbringe mere tid sammen med venner og familie i mine weekender.

Det også siges, at denne beslutning ikke er kommet ud af det blå, men har været et par år undervejs.


Især træningskampene om vinteren har været kolde, men så pakker man sig bare godt ind (Foto: Marie Plougmann)

Brønshøj vil altid have en særlig plads hos mig og jeg regner da også med at komme ud og heppe med jer.

Arbejdet i Brønshøj har samtidig givet nogle uforglemmelige oplevelser i hele Danmark på landevejene sammen med fansene og spillertruppen. Bedst i hukommelsen står nok, da vi glemte Lars Emil Juel Andersen på en tankstation. Det skete i oktober 2014, da 3. runde i Pokalturneringen skulle spilles i Pandrup. Her fik jeg lov til tweete, at vi havde glemt Lars. Dette førte til bl.a. til, at vi blev kaldt topklub på Ekstra Bladets hjemmeside.

Der skal lyde en kæmpe tak til klubben for at give mig denne mulighed. Den er der ikke mange, som får for deres hjerteklub. Også en stor tak til alle de frivillige, som har gjort mit arbejde nemmere. Det er alt fra journalister, fotografer, kameramænd, spillere, trænere og mange flere. Ingen nævnt… ingen glemt!
Klubben er nu i gang med at finde min erstatning/mine erstatninger.

Til allersidst skal der lyde en tak til jer fans og supportere, der har læst og set alle mine opslag gennem tiden samt de rosende kommentarer, som jeg har fået både på stadion og de sociale medier. Jeg håber, at I vil tage godt imod de nye ansvarlige fra den nye sæson - uanset om det hedder 2. division eller 3. division.

Kærlig hilsen
Christian Haslund

Luk