Referat: Sejr i test

image
05. februar 2025 kl. 19:51
I går gik turen til Gentofte, hvor vi tog en 2-1 sejr over HIK efter en flot kamp fra vores side. Mikkel Lynge og Aga Öcal scorede vores to mål.

Vi fik en drømmestart, da HIK forsøgte at spille bolden ud fra eget felt. Men et aggressivt pres, som gav en bolderobring af Lynge, gjorde, at midtbanespilleren kunne sparke bolden under keeperen og i kassen. 1-0 til os efter 2-3 minutters spil.

Vi fik dog ikke lov til at have føringen i lang tid. For mindre end et minut senere lå bolden i vores mål. En lang bold fra HIK’s bagkæde gav en friløber til Morten Olsen. Angriberen trak uden om Chang og kunne score i et tomt mål. 1-1 efter mindre end fire minutters spil.


Lynges mål til 0-1 og Morten Olsens mål til 1-1

Minuttet efter var HIK tæt på at bringe sig foran, da bolden blev spillet ind til Morten Olsen far HIK’s venstre side. Men Olsen ramte bolden skidt og sparkede lige på Chang, der nemt kunne redde bolden.

Herefter fulgte en rigtig god periode for os, hvor vi spillede os frem til tre muligheder, men desværre ingen mål. Den største af disse tilfaldt Simon Holden, da Magnus Krogh sendte et frispark ind i feltet. Men Holden fik kun snittet bolden med hovedet og det endte derfor med et målspark til værterne.

Holden måtte desværre gå ud efter et slag, da der var spillet tyve minutter. Men det satte ikke en stopper for vores spil, og det lykkedes os at få bolden i mål. Men desværre blev der fløjtet for frispark – et tyndt et af slagsen bedømt ud fra videobillederne fra kampen.

Efter pausen fortsatte vi de gode takter og skabte chancer, men både Mican og Aga fik – i pressede situationer – sendt bolden over mål.

Efter en times spil skiftede HIK samtlige elleve mand og det gav dem mere spil. Men vi stod solidt og fik afvist hjemmeholdet gang på gang.

Med lidt over tyve minutter tilbage af kampen modtog Ali Shah bolden. Han sendte den i dybden, hvor Aga løb fra sin oppasser, trak uden om målmanden og sendte bolden i det tomme net. 2-1 til os.


Aga bliver matchvinder

Et par minutter senere var Karlo tæt på at gøre det til 3-1, da han trak ind i banen, men måtte se sin afslutning gå lige over mål.

Det sidste kvarter bød på tre HIK-afslutninger, men ingen af dem skabte problemer for Chang.

Vi kunne derfor gå fra banen med en 2-1 sejr over mandskabet fra 2. division. En rigtig flot kamp og holdet fortsætter den gode udvikling og spil, som de har vist i de foreløbig fem træningskampe.

Nu venter en lille pause mht. træningskampene, da den næste først spilles lørdag den 15. februar kl. 15. Her møder vi B.93 fra 1. division i Sundby Idrætspark.

Luk