Menu

Referat: Ingen vinder i Tingbjerg

image
05. april 2025 kl. 16:30
For tredje hjemmekamp i træk ender det uafgjort, efter det sluttede 1-1 hjemme mod Odder. Aga Öcal scorede vores mål i kampen.

Der var blevet lovet overfaldsfodbold de første 15 minutter. Vi så momenter af det, men ellers fik Odder spillet sig fint ud af presset.

De første 20 minutter af kampen var ikke begivenhedsrig bortset fra et par fejlet indlæg. Kampens første forsøg tilfaldt os efter en omstilling. Her drev Jakob Johansson bolden frem og spillede den ud til Aga. Men i afslutningsøjeblikket kom Aga i ubalance og fik sendt kuglen forbi mål.

Minuttet efter var det Odders tur. Bolden endte hos Emil Vestergaard inde i feltet. Bolden lå perfekt til Vestergaards venstreben, men han fik sparket lige på Chang. Eneste mulighed herefter og frem til pausen var et forkølet skud af Aga.

I pausen skiftede Odder to mand og ind kom bl.a. Jakob Truelsen. Det skulle desværre vise sig at være en god idé, for godt og vel 10 minutter inde i 2. halvleg blev han headet fri – efter et hjørnespark – af en af vores egne. Tæt under mål fik han headet mod kassen, og selvom Chang fik armen på, så kunne han ikke forhindre gæsterne i at bringe sig foran. 1-0 til Odder.


Odder kommer foran 1-0 ved Jakob Truelsen

Inden scoringen havde Odder haft en fin hovedstødsmulighed, og det blev til yderligere forsøg efter målet. Nikolaj Sauer havde en friløber, men Chang fik flot pareret og var selv hurtig over returen.

Med lidt over 10 minutter tilbage af kampen fik vi scoret. Et hjørnespark blev ramt lidt tilfældigt. Bolden gik mod mål og her ramte den Aga, inden den gik i mål. Et rigtig kludemål, men de tæller alle sammen. 1-1. Vi fik lidt energi af målet, men formåede ikke at komme frem til flere afslutninger.


Aga udligner til 1-1

Odder var tæt på at tage alle tre point i overtiden, da Benjamin Suner fik en friløber, men Chang viste igen sin store klasse og fik reddet. Det blev kampens sidste chance.

Efter fem minutters overtid fløjtede dommer Midjan Hadzidulbic en dårlig kamp af. Ikke det store sammenhængende spil, få chancer og to mål efter tilfældigheder ifm. hjørnespark. Men også en kamp, hvor Odder var tættere på sejren end vi var. Lidt en skam, når vi nu for tredje gang i 2025 havde over 1000 fantastiske og stemningsskabende tilskuere på en solrig, men blæsende dag i Tingbjerg Idrætspark.

På trods af, at VSK Aarhus vandt, så befinder vi os stadig på 3. pladsen i hvad der kommer til at være et tæt oprykningsspil i 3. division. Men det ville sgu være dejligt at slutte grundspillet af med en sejr, når vi lørdag den 12. april kl. 14 gæster den Lyseng i den sydlige del af Aarhus.

Luk