Opdatering på Victor Gaardboe interview
Ny investor i Brønshøj – men ejerstrukturen står fast
Efter administrerende direktør Claus Wiingaards interview med Divisionsbold.dk har vi også talt med ham om den nye investor Victor Gaardboe og hvad investeringen betyder for Brønshøj Boldklub.
Tidligere på ugen kunne Brønshøj Boldklub offentliggøre, at Victor Gaardboe indtræder i klubbens ejerkreds i forbindelse med en kommende kapitaludvidelse. Ifølge administrerende direktør Claus Wiingaard er investeringen et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke klubbens økonomi – uden at ændre på klubbens grundlæggende struktur. Brønshøj har i dag en bred ejerkreds med flere hundrede anpartshavere. Moderklubben sidder på A-anparterne, som udgør 51 procent af ejerskabet og dermed både flertallet og licensen. De resterende 49 procent er B-anparter, som er fordelt blandt investorer, fans og lokale støtter. –
Vi har omkring 300–400 mennesker i ejerkredsen. Moderklubben ejer 51 procent, og det kommer ikke til at ændre sig. Victor køber B-anparter i forbindelse med en udvidelse af ejerkredsen, forklarer Claus Wiingaard. Selve kapitaludvidelsen bliver først endeligt offentliggjort efter klubbens kommende generalforsamling, hvor der samtidig vil blive foretaget mindre justeringer i vedtægterne.
Fans er en del af ejerkredsen Den brede ejerstruktur betyder også, at en del af klubbens fans er medejere. – Både Drunken Army og Hvepsene Support har anparter, og der er mange lokale i Brønshøj og omegn, som gennem årene har købt anparter i klubben, fortæller Wiingaard. Samtidig understreger han, at Brønshøj fortsat vil holde fast i sin model med lokalt ejerskab. – Så længe jeg har indflydelse, ændrer vi ikke på forholdet mellem 51 og 49 procent. Brønshøj skal ikke kunne overtages af en enkelt investor.
Klubben skal fortsat være lokalt forankret, siger han. Victor Gaardboe kommer desuden med en fodboldbaggrund fra FC Nordsjællands akademi samt erfaring fra medie- og musikbranchen – kompetencer, som klubben håber kan bidrage til Brønshøj Boldklubs fortsatte udvikling.