Midtbanespiller Mikkel Lynge
Foto: Hans Kurt Frederiksen
Vi har talt med en af lørdagens målscorere, vores midtbanespiller Mikkel Lynge, efter 4-2-sejren over Sundby Boldklub i forårspremieren.
I får en perfekt start på forårssæsonen med en 4-2 sejr over Sundby – hvordan oplevede du kampen?
Vi begynder godt de første 35-40 minutter af kampen, hvor vi også kommer foran. Desværre falder vi lidt i niveau de sidste 10 minutter af første halvleg. I pausen aftaler vi, at vi ikke skal lukke Sundby ind i kampen, men alligevel går vi ud og giver dem to dumme mål, hvilket er sløjt.
Igennem hele kampen får vi skabt utrolig mange chancer, men får ikke afsluttet dem godt nok. Heldigvis får vi lukket kampen til 4-2. Overordnet set er det en fin præstation af os, men der er også mange ting, vi skal have kigget på.
I kommer foran 3-0, men Sundby reducerer og skaber lidt spænding. Hvad skete der i den periode af kampen?
Det er svært helt at sætte ord på, men vores pres og defensive struktur faldt lidt fra hinanden i den periode, hvor Sundby scorer. Måske troede vi, at kampen var lukket efter 3-0, men det er netop i de perioder, hvor det er vigtigt at holde hovedet koldt – og det får vi ikke gjort godt nok.
Du lukker kampen til 4-2 på straffespark – hvordan var det at gå frem til pletten i den situation?
Først og fremmest må jeg sige tak til Niko og Pierre. Niko skaffer flot straffesparket, og Pierre, som er vores første sparker, vælger at give mig muligheden – det er klasse.
Det var en vigtig periode i kampen, hvor et mål kunne lukke den. Hvis jeg havde brændt, havde Sundby stadig haft en mulighed for at komme tilbage. Heldigvis sparker jeg den stensikkert i kassen, så det er jeg selvfølgelig glad for.
Allerede fredag venter et stort københavneropgør mod BK Frem – hvad er dine forventninger til kampen?
Det bliver en fremragende kamp. Vi kan se, at Frem spiller uafgjort mod et stærkt Nykøbing-hold, der ligger i toppen, og det viser deres kvaliteter.
Det skal nok blive en spændende kamp med god stemning og masser af tænding. Jeg forventer, at vi kommer til at dominere på bolden, skabe flest chancer – og selvfølgelig tage de tre point.
Der plejer at være mange tilskuere og god stemning til de her opgør – hvad betyder det for jer spillere?
Det betyder virkelig meget. Det er sådan en kamp, man snakker om i lang tid op til. Når man kan høre fansene råbe og skrige, giver det lige de ekstra procenter til at levere.
Det er også derfor, vores fantastiske fans allerede har hjulpet os langt i denne sæson. Jeg er ikke i tvivl om, at det er dem, der larmer mest på fredag – selvom vi desværre ikke kan spille på Tingbjerg Ground.
Hvad bliver nøglen til, at Brønshøj kan tage endnu en sejr?
Det er 100 procent koncentration gennem hele kampen – også selvom vi måske kommer foran. Det er vigtigt, at vi holder tålmodigheden på bolden og står stærkt i vores defensive organisation.
Holder vi vores aftaler og leverer igen, så skal der nok stå tre point på kontoen endnu en gang.
Brønshøj Altid. Uanset Hvad.