Interview: Ny midtbanespiller

Hvorfor lige et skifte til Brønshøj?
Jeg havde haft et lidt skævt forløb ude i HIK. Her spillede jeg nogle gange fast, men jeg nogle gange var på bænken. Derudover har jeg også spillet i Skive. Fælles for begge klubber handlede det mere om at undgå noget end at opnå noget. Så det trak i mig, at man i Brønshøj kunne være med til at rykke et hold op og dermed opnå noget.
Når ikke du spiller i Brønshøj, hvad får du så tiden til at gå med?
Til daglig læser jeg til finansøkonom, hvor jeg er færdig til sommer, og lige nu er jeg i praktik som bankelev.
Hvad kan fansene forvente af dig?
Jeg er en 8’er, for det mest boks-til-boks-spiller og kæmper en del på banen. Jeg kan godt lide at spille med fødderne, og så har jeg et okay spark.
Her afbrydes Imran af anfører Søren Sørensen, der også mener, at han er god til at lave mange frispark (sagt med et smil, red.). Imran indrømmer, at han måske har spillet lidt hårdere end han plejer her i opstarten. Men nævner så også, at han scorede i sin debutkamp mod B.93, hvor Søren var med.
Hvad er dine ambitioner for foråret - både for dig selv og for holdet?
Jeg er taget til Brønshøj for at spille og være med til at rykke dem op i 2. division.