Menu

🎙️ Interview med anfører Pierre Larsen efter 4-0 nederlaget mod FA 2000

image
Morten Haupt Petersson
23. marts 2026 kl. 15:07

Efter lørdagens tunge nederlag i topkampen mod FA 2000 har vi talt med vores anfører Pierre Larsen om kampen, præstationen og vejen videre.

 

Hvor meget handler det om kvalitet hos FA 2000 – og hvor meget handler det om jeres eget niveau?

Når man taber en fodboldkamp 4-0, kan man kun anerkende modstanderen for den kvalitet, de bringer på dagen. FA 2000 dominerede os på nærmest samtlige parametre – hvis ikke alle.

 Det er uacceptabelt.

Alle fodboldhold kan løbe ind i en såkaldt ‘offday’ en gang imellem. Det må dog aldrig komme så langt ud, som det var tilfældet i den her kamp.

Vi havde endnu engang fantastisk opbakning fra vores trofaste supportere, så det er dybt beklageligt, at vi leverer så ringe en præstation.

 

Som anfører – hvad siger du til holdet efter sådan et nederlag?

Efter sådan en afklapsning handler det om at vare sin mund, da det hurtigt kan løbe af sporet, hvis man åbner op for alle de frustrationer, man har inde i kroppen. Ingen tvivl om, at der skal tales med store bogstaver! Der blev fejlet hele vejen rundt – af både trænerteam og spillertrup.

Som sagt er det dybt uacceptabelt, og det er noget, vi skal komme hurtigt videre fra.

 

Hvordan rejser man sig mentalt igen efter et 4-0 nederlag i en direkte topkamp?

Vi skal have talt kampen ordentligt igennem og få ryddet op i det hele, så vi kan lægge den bag os mentalt. Men vigtigst af alt forventer jeg en klar trodsreaktion fra alle i truppen.

Vi skylder hinanden, klubben og ikke mindst vores fans at slå tilbage – og det starter allerede på træningsbanen i den kommende uge.

Der skal være kvalitet, intensitet og en helt anden attitude i alt, hvad vi gør.

Vi har stadig alt at spille for. Vi er ikke langt fra oprykningspladsen, men det kræver, at vi viser karakter nu – og at vi har respekt for de hold, der ligger lige i hælene på os.

På lørdag mod Odder forventer jeg at se et hold, der reagerer – et hold med stolthed og noget at bevise.

Luk