Fearrington efter premiere-sejr: “Vi ligner en samlet enhed"
Fearrington efter premiere-sejr: “Vi ligner en samlet enhed"
Brønshøj fik en stærk start på forårssæsonen i CampoBet 3. division med en 4-2 sejr over Sundby Boldklub.
Efter kampen tog vi i Brønshøj Boldklub en snak med cheftræner Jamil Fearrington om premieren – og om det kommende københavneropgør mod BK Frem. Hvad betyder det for jer at starte sæsonen med en sejr? – Det betyder en hel del. Uanset hvor godt forberedt man føler sig, så er der altid en usikkerhed omkring en premierekamp. Kan man udføre det, man har arbejdet med hele vinteren, og som fungerede i træningskampene? Og hvor meget har modstanderen rykket sig? – Med så lang en vinterpause er det nogle af de spørgsmål, der melder sig. Heldigvis så det ud til, at vi er cirka der, hvor jeg havde regnet med – og et par skridt foran et hold som Sundby.
Vi kommer foran 3-0 – hvad fungerede bedst i vores spil? – Jeg synes, vi – i bund og grund indtil vi scorer til 3-0 – er virkelig godt struktureret. Vi hænger godt sammen både offensivt og defensivt. Vi tør spille, er tålmodige med bolden og har masser af bevægelse. – Vi ligner en samlet enhed, der trækker i samme retning. Når man kombinerer det med individuel kvalitet, så ser det ud, som det gjorde i de første 55 minutter. Hvad tænkte du, da Sundby fik reduceret? – At det var totalt unødvendigt at lukke dem ind i kampen. Den del er jeg meget utilfreds med. Det er en kamp, vi skal køre stille og roligt hjem med tre eller fire måls forskel. – Vi skal arbejde med koncentrationen, når vi er kommet foran med nogle stykker.
Var der noget i spillet, du var ekstra tilfreds med? – Der var meget, jeg var tilfreds med. Men vores defensive struktur og duelspil var virkelig stærkt. – Samtidig scorer vi nogle virkelig flotte mål, og med lidt mere held og dygtighed kunne vi have lavet tre mere. Den farlighed bør gøre enhver modstander nervøs. Hvad tager vi med fra kampen? – Først og fremmest de tre point. Men der er også ting, vi skal arbejde videre med. Vi kommer til at møde stærkere modstandere, og der er ikke plads til at give noget væk, hvis vi vil være med, hvor det er rigtig sjovt. – De små koncentrationssvigt kan koste, og det skal vi have rettet til.
Fokus på BK Frem Allerede fredag venter næste opgave for de sort-gule, når vi møder BK Frem i endnu et klassisk københavneropgør. Hvad forventer du af kampen? – Frem har lige fået et flot resultat mod et stærkt Nykøbing-hold og kommer helt sikkert med fornyet tro på tingene efter et lidt hårdt efterår. – Ud fra det jeg har set fra kampen, så de stærke ud, så det skal nok blive en kamp på et højt niveau for 3. division. Frem er nok også bedre end deres nuværende placering.
Hvor meget betyder det, at det er et københavneropgør? – Der er en helt speciel charme over de gamle københavneropgør, og for min skyld måtte de godt komme hver uge. Kulissen er i særklasse, og det er to gode hold, der mødes. – Det kommer hurtigt til at ligne en fodboldkamp, der hører til på et højere niveau end den fjerdebedste række. Det er altid fede kampe. Hvad bliver vigtigt for os for at få et godt resultat? – Vi fokuserer mest på os selv. Hvis vi bliver ved med at skrue på de små ting, får alle aftaler på plads – og overholder dem – så synes jeg, vi er gode nok til at slå alle. – Det handler om struktur og kynisme. I sidste ende er det kun op til os selv. ![]()
![]()