0-1 nederlag i testkampen mod AB

Selvom det blev et nederlag på 0-1 til AB i lørdagens test, kan vi tillade os og være yderst positive. Klubbens flagskib viste at man var konkurrencedygtige i alle faser af spillet, mod en meget dygtig modstander fra 2.division.
1.halvleg var gæsterne mest i boldbesiddelse med et BB hold der var afventende og fik testet holdets defensive organisation og struktur. Det lykkedes man ret fint med og det var ikke meget gæsterne spillede sig frem til, på trods af den store overvægt af boldbesiddelse. Hvepsene fik spillet sig frem til et par muligheder, men et par gode aktioner af gæsternes keeper gjorde at stillingen ved pausen var 0-0.
Efter pausen kom begge hold ud med samme energi og power. Hvepsene forsøgte sig med en hurtig igangsætning, som desværre blev opsnappet og på den efterfølgende omstilling viste gæsterne skarphed og gjorde det til 0-1. Hvepsene fik rejst sig og kæmpede sig ind i kampen igen. AB var stadig i den dominerende rolle, men hvepsene var godt med både med og uden bold. Det blev dog ikke til yderligere scoringer, på trods af et par muligheder til begge hold.
I en rigtig god test kamp på et højt niveau, fik vi set at hvepsene stod distancen og viste gode takter frem mod næste uges turneringsstart. Der er absolut grund til optimisme, der er blevet samlet en god gruppe og spilkonceptet bliver tydeligere og tydeligere for hver kamp der bliver spillet og for hver træning der bliver afviklet.
Sidste testkamp bliver på tirsdag kl 18.00, på hjemmebane mod Snekkersten som til dagligt ligger i sjællandsserien.