Menu

Næstved IF

image

På denne side kan du blive klogere på vores modstander Næstved IF. Samtidig finder du også relevant information i forbindelse med udekampen mod Næstved IF.

Fulde navn
Næstved Idræts forening

Hjemmeside
niffodbold.dk

Stadion
Næstved IF's Idrætsanlæg
Rolighedsvej 25
4700 Næstved

Der spilles på kunstbanen lige ved siden af stadion.

Der er ingen eller meget få siddepladser. Så hvis du ikke vil stå op, kan du evt. medbringe din egen campingstol.

Entrépris
Der er gratis entré til kampen

Parkering
Der er masser af pladser - både ved siden af Næstved Stadion eller på arealet ved klubhuset.

Offentlig transport til stadion

  • Tog
    • Regionaltoget til Næstved Stadion
      • Ca. 20 minutters gang fra station til stadion
      • Ca. 6 minutter på cykel fra station til stadion
  • Bus
    • Linje 602 til Rolighedsvej (Nygårdsvej)
      • Ca. 5 minutters gang fra stoppested til stadion

Historie
Næstved IF's historie begynder i 1904, hvor Næstved Idrætsklub bliver stiftet den 19. oktober ved en sammenlægning af Næstved Cricketklub og Arbejdernes Idrætsklub. De to klubber var med til at stifte Sjællands Boldspil Union sammen med 8 andre klubber i 1902.

Tyve år senere stiftes Næstved Boldklub den 9. december 1924 af tidligere medlemmer fra Næstved Idrætsklub. Men 15 år senere går Næstved Idrætsklub og Næstved Boldklub sammen og stifter den 5. marts 1939 Næstved Idræts Forening. De to foreninger var ellers ikke glade for hinanden.

I 1944 bliver Næstved Stadion indviet med plads til ca. 20.000. Tilskuerrekorden kom den 16. november 1980, hvor 20.315 så Næstved kun var 2 minutter fra at vinde DM-guld. Flere gange er stadion dog blevet renoveret og i 1960'erne blev der bygget en tribune - af frivillige - med plads til 2.300 siddende tilskuere.
I 2002 blev slaggebanen (en slags væddeløbsbane) nedlagt og fodboldbanen blev rykket tættere på tribunen. På den modsatte langside blev ståpladserne rykket tættere på fodboldbane. Disse ændringer gjorde, at kapaciteten faldt til 10.000 tilskuere med 2.300 siddepladser.

Under 2. verdenskrig blev de danske klubber inddelt geografisk. I sæsonen 1944/45 var Næstved IF tæt på at kvalificere sig til kvartfinalerne i kampen om Danmarksmesterskabet, men blev henvist til 3. pladsen pga. målscoringen. I stedet for kunne Helsingør snuppe 2. pladsen.

Efter krigen blev Næstved placeret i 3. division (landets tredjebedste række) og har lige siden 1945 befundet sig i de danske divisioner. Dette er Næstved den eneste SBU-klub (i dag DBU Sjælland), som kan prale af denne bedrift.

I 1971 rykkede klubben for første gang op i landets bedste række - som dengang hed 1. division, og vandt bronze i deres debutsæson. Indtil videre er det blevet til 23 sæsoner i landets bedste række siden 2. verdenskrig sluttede.

I 1973 skulle klubben deltage for første gang i europæiske fodbold, da de i 1. runde af UEFA Cuppen mødte tyske Fortuna Düsseldorf, men det blev til et samlet nederlag på 2-3 efter tysk sejr på 1-0 i første kamp i Tyskland og 2-2 hjemme i Næstved. I alt er det blevet til fire ture ud i Europa for Næstved - den seneste i 1989. Alle gange har været i UEFA Cuppen, hvor man er røget ud i 1. runde. Og et af klubbens største resultater må være en 2-1 sejr hjemme mod hollandske PSV Eindhoven den 4. november 1981. Mogens Hansen scorede begge mål for Næstved.

I 1986 bliver den professionelle overbygning Næstved Prof. Fodbold ApS stiftet, og den 1. oktober 1996 får den professionelle overbygning nævnet Næstved Boldklub, mens moderklubben beholder navnet Næstved IF.

Kilde: naestvedfan.dk, niffodbold.dk, haslund.info og Wikipedia

Divisionerne, pokalen og Brønshøj
Næstved har som tidligere skrevet være en del af divisionerne siden 1945, men var også før krigen at finde i Danmarksturneringen under navnet "Næstved Boldklub" (skal ikke forveksles med klubbens nuværende professionelle afdeling).

Klubben rykkede hurtigt fra 3. division og op i 2. division (landets næstbedste række), hvor den har tilbragt mest tid i divisionerne. I 1971 rykkede klubben op i landets bedste række for første gang og kunne allerede i første sæson tage bronzemedaljer. Man røg ned igen i 1976, men rykkede op igen allerede sæsonen efter.

Næstved IF var at finde i 1. division frem til 1990, men da denne skiftede navn til Superligaen i 1991 var Næstved at finde i 2. division. De fik dog Superliga-debut i efteråret 1991 med en 2-0 sejr over AGF den 28. juli. En af målscorerne i kampen var Carsten V. Jensen, som nu er sportsdirektør i Brøndby.

I 1996 rykkede klubben ned fra landets bedste række og har ikke været der siden. Men Næstved IF har haft stor succes i landets bedste række, hvor det er blevet til to sølvmedaljer og fire bronzemedaljer.

I år 2000 var Næstved tæt på at ryge ud af divisionerne, men de fik reddet sig endnu en sæson i divisionerne med en margen på fire point til nedrykning.

Men der er forskel på Næstved Boldklub og Næstved IF. Sidstnævnte er klubbens 2. hold og kan ikke nå højere end Danmarksserien. Her var de at finde fra 2008 til 2013. Herefter skiftede den mellem Sjællandsserien og Danmarksserien med en enkelt afstikker til Serie 1 i 2020. Næstved IF's seneste oprykning skete i 2022, hvor de over kampe besejrede Glostrip 6-3 om den sidste oprykningsplads Øst for Storebælt.

Næstved har deltaget i samtlige pokalturneringer, men siden 1996 under navnet Næstved Boldklub. Næstved IF kan ikke længere deltage i pokalturneringen - under dette navn - da en klub ikke må have to hold med i pokalturneringen.

Men i alt er det blevet til 164 pokalkampe i 70 pokalturneringer for Næstved. En enkelt gang er klubben nået frem til finalen. Det var i sæsonen 1993/94, hvor de den 12. maj mødte Brøndby i Parken. Foran 27.069 tilskuere sluttede det 0-0 efter både ordinær og forlænget spilletid. Derfor skulle det hele afgøres på straffe. Men her var Brøndby skarpest, da de scorede på tre straffespark, mens Næstved kun scorede på et enkelt.

Sidst Brønshøj og Næstved mødte hinanden, mens Næstveds førstehold spillede under navnet Næstved IF var den 9. september 1989 i landets bedste række - 1. division. Her tog Næstved en 0-1 sejr på udebane. En sæson, hvor Brønshøj rykkede ned, mens Næstved sluttede på 9. pladsen.

Brønshøjs sidste kamp mod Næstveds førstehold under navnet Næstved Boldklub var i sæsonen 2020/21. Her skulle Brønshøj bruge en sejr for at overleve, men endte med at tabe 5-1 på Næstved Stadion. Dermed var nedrykningen til Danmarksserien en kendsgerning.

I alt er det blevet til 63 divisionskampe mellem Brønshøj og Næstved (både Næstved IF og Næstved Boldklub). Brønshøj har vundet 18 kampe, 10 kampe er endt uafgjort og Næstved har vundet 35 kampe.

I pokalsammenhæng er det blevet til tre opgør mellem Hvepsene og De Grønne. Her vandt Næstved i 1972 og 2017, mens Brønshøj vandt i 1997.

I denne sæson vandt Brønshøj 0-1 på kunstbanen i Næstved. En kamp, hvor myggene var lige så talrige som hvepsene. Tarik Mourhrib blev matchvinder i kampen.

Kendte spillere fra Næstved IF
Næstved er en stor klub i Danmark med en stor historie og derfor vil det være svært at nævne alle de store spillere, som har været i Næstved. Derfor vil vi begrænse os. Nogle vil helt sikkert argumentere for at have valgt nogle andre, men sådan vil det altid være.

Den første vi vil nævne er Mogens Hansen. Mogens Hansen blev den første spiller for Næstved IF, der nåede 400 kampe og er i dag den spiller med næstflest Næstved-kampe. Han er samtidig Næstveds mest scorende spiller med 157 mål.
Fra 1977-1979 var Mogens Hansen at finde i tyske Bayreuth, som bl.a. kom i pokalfinalen i 1977. Her scorede Hansen i næsten hver anden kamp. I 1979 vendte han tilbage til Næstved.
Mogens Hansen nåede også at få fem landskampe for Danmark. Han fik debut den 4. februar 1976, hvor han scorede kampens eneste mål mod Israel. De fire næste landskampe kom alle i 1984.

Den næste er Peter Bonde - nuværende cheftræner for Næstved Boldklub. Bonde var en vigtig spiller for Næstved i deres store periode fra midten af 1970'erne til midten af 1980'erne. Senere blev han træner og førte dem til pokalfinalen i 1994.
Bonde har været landstræner for det danske kvindelandshold samt assistenttræner - under Morten Olsen - for det danske herrelandshold. Men i dag er han tilbage i Næstved Boldklub som cheftræner.

Den spiller med fleste landskamp som Næstved-spiller er Jørgen Hansen. Jørgen Hansen blev født på Bornholm, men spillede for Næstved. Fra perioden 1955 til 1962 spillede Jørgen Hansen 23 landskampe og scorede tre Danmark - alle landskampene var som Næstved-spiller.

En anden Næstved-spiller med et tocifret antal landskampe var Keld Bak. Han begyndte i Kalvehave og var også forbi Bårse og Tornemark, inden turen gik til Næstved. I alt blev det til 14 landskampe og tre mål for Keld Bak i perioden 1966-1972.

Og vi må endelig ikke glemme Frank Hougaard - spilleren med flest kampe for Næstved, nemlig hele 507 kampe. Han spillede stor set hele sin karriere i Næstved IF/Næstved Boldklub fra 1986 til 2005. Han var altså med til at spille i både bedste, næstbedste og tredjebedste række for Næstved.
Opholdet i Næstved blev kun afbrudt af korte perioder som spillede assistent i Skælskør og som spiller i barndomsklubben HG. Sammen med Næstved vandt Hougaard sølv og bronze samt en andenplads i pokalturneringen.
Frank Hougaard fik æren at score Superligamål nr. 1000, da han den 23. maj 1993 scorede til 1-1 mod OB.

En af Næstveds største spillere, hvis ikke den største, må være Ole Rasmussen. Ole blev født i Næstved og selvfølgelig skulle han spille i Næstved IF, men første spillested var Holme Olstrup IF. Senere tog karrieren ham til Hertha Berlin og OB, inden han vendte tilbage til Næstved.
Efter seniorkarrieren blev han træner for Faxe, Næstved, Slagelse, Herlufsholm og Vordingborg.
På landsholdet blev det til 41 landskampe og 1 mål - 3 af landskampene som Næstved-spiller.

En anden spiller, der fik en stor karriere i udlandet, var Jesper Olsen. Han begyndte sin seniorkarriere i Næstved, men i 1981 skiftede han til Ajax. I 1984 gik turen til England, hvor destinationen blev Manchester United. Jesper kom tilbage til Næstved i 1988, men året efter skiftede han til fransk fodbold, hvor han tørnede ud for Bordeaux og Caen. I alt blev det til 43 landskampe og 5 mål - en af landskampene som Næstved-spiller.

Man kunne sikkert nævne mange flere, bl.a. Karsten Jensen, Mark Strudal, Erik Dyreborg (som scorede 5 mål i en landskamp) og mange flere.

Luk