Update fra talent-afdelingen

2024 nærmer sig sin afslutning, vi er gået ind i den sidste træningsuge i ungdomsafdelingen. Derfor har vi haft en lille snak med klubbens talentchef Jesper Mathiesen
Hvad er dit umiddelbare indtryk af 2024?
Overordnet set har det været et år der er forløbet som forventet. Udviklingskurven er fladet lidt ud, men det er nok meget normalt efter flere år med en stejl opadgående udviklingskurve. Der har været mange gode resultater både hos pigerne med deres præsentation i pokalturneringen og hos drengene med U17 og U19 som vindere af liga 2 i efteråret. Samtidig er der mange spillere der flytter sig hele tiden i deres udvikling og det er det vigtigste. Vi har I 2024 forsøgt at starte et U16 hold op i BB/Fix talent regi, det har der været lidt udfordringer ved, primært fordi vi har sendt nogle meget dygtige 2009ere til større licens klubber. Den tilbageværende gruppe er stadig I en proces med at finde sig selv igen og skabe nye dynamikker i gruppen. Vi har fået implementeret det nye U13-T fra årgang 2012 i klubsamarbejdet hvilket overordnet set er gået godt. Konflikten mellem DBU København og DBU Sjælland er stadig et tema, da vi ikke mener at den nuværende situation uden fællesrækkerne, er givende for den generelle talentudvikling.
Hvordan ser du transitionen fra ungdom til senior?
Det er et godt spørgsmål. Ift. vores U23 projekt, må vi sige det går rigtig godt. Vi har en ambitiøs U23 trup med mange spillere med stort potentiale Vi skal have lagt en plan for vores seniorafdeling i fremtiden, da der de kommende år vil komme mange dygtige spillere op fra ungdomsafdelingen. Lige nu har vi ret beset "kun" 2-3 egenudviklede spillere i vores A- trup, Emil Møller Jørgensen og Valdemar Madsen som jo kom til BB som U19 spiller, så han tæller måske ikke helt med i regnskabet som egenudviklet spiller. Derudover har vi også Tristan Najeeb som kom til klubben som U19 spiller, men som ikke på noget tidspunkt har spillet ungdomsfodbold i klubben, så han tæller måske heller ikke helt med. Udviklingen på disse ser god ud, den ene er dog langtidsskadet, de andre har vist tydelige tegn på udvikling og har virkelig været gode på U21 og på U23 i dette efterår. Transitionen er svær, den er hård og den er også et tema i klub ledelsen. Til gengæld er vores U21 og U23 virkelig et vigtigt setup, da vi her kan give vores spillere det sidste skub ind i seniorfodbolden. Vi evaluerer hele tiden på om vi gør det godt nok, er vores spillere parate både spillemæssigt og mentalt osv. men der skal ikke herske nogen tvivl om vi ville elske og se flere egenudviklede spillere i vores A-trup. Rom blev ikke bygget på en dag og tålmodighed og vedholdende hårdt og seriøst arbejde med de unge mennesker, er nøglen og det vil I sidste ende gavne klubbens fremtid.
Er Brønshøj Boldklub attraktiv for nye spillere til vores talent afdeling?
Ja det synes jeg. Vi får mange henvendelser fra spillere der ønsker at prøve sig af i Brønshøj Boldklub. Som udgangspunkt vil vi gerne skabe stor konkurrence i vores trupper, men vi er også nået dertil at vores niveau er så godt, at vi primært kun tager spillere ind hvis de kan gå ind og konkurrerer om en plads i en startopstilling, ellers takker vi nej tak. Det gør vi for at arbejde med de spillere vi har og med respekt for alle vores spillere, også dem der ligger I yderkanten af vores trupper. De er der fordi vi tror på de kan rykke sig og blive ligeså dygtige som de andre, hvis vi er tålmodige og viser dem en vis tillid. Den strategi har vi allerede set gode eksempler på virker og vi ser mange spillere der først blomstre på U17 og U19, efter at have haft nogle hårde år på U13-U15.
Hvordan ser den kommende trænerkabale ud?
Vi er rimelig godt stillet med aftaler på de fleste talent hold, men det her er et issue for alle klubber. Fastholdelse af trænere er en stor opgave, men vores miljø med et mix af både sportsligt og socialt fokus, ser ud til at være det helt rigtige. Vi er også godt stillet med nogle faste BB folk som har hjertet med i det de laver. Lige nu har vi en trænergruppe med høj faglighed, trænere der forstår klubbens værdier og samtidig har forståelse for hvor vi er henne i vores udviklings proces.
Kommer der nye tiltag I 2025, er der noget vi kan kigge ekstra frem imod?
Mon ikke der kommer til at ske noget, men det er desværre ikke noget jeg kan løfte sløret for endnu. Ellers så kigger vi ind i et forår, hvor både U17 og U19 bliver udfordret i den københavnske liga 1, efter deres turnerings sejre i efteråret 2024. U23 skal forsøge at hænge på i toppen, i bestræbelserne på at spille med om den ene oprykningsplads der er til københavnsserien. Sidst men ikke mindst så håber vi på yderligere udvikling på nogle spillere, så de kan nærme sig klubbens flagskib.