Menu

U15-U19/U23 på træningslejr i Malaga

image
21. februar 2024 kl. 14:19
Klubbens ældste talent hold på drenge siden har i vinterferien været på træningslejr i Torremolinos i Malaga. Her havde man planlagt 3 kampe og 5 træninger.

Onsdag den 14/2 drog 60 spillere og 6 trænere fra BB´s ældste drenge talenthold til Spanien for at afvikle den årlige træningslejr.

Der var flere ting i fokus, for det første skulle der udvikles på at skabe endnu bedre sammenhæng og fællesskab på tværs af årgangene. Derudover havde trupperne deres eget spillemæssige fokus og sidst men ikke mindst bruger vi i den grad træningslejren til at gøre spillerne bevidste om hvad der skal til for at spille på højt niveau, både ift. hvordan man agerer på og udenfor banen.

U15-T spillede mod Athletic Cartema i en sen aften kamp. Det blev 3-2 til værterne, som med deres fysiske spillestil var gode til at presse hvepsene til at lave fejl. Knægtene spillede en fin kamp, hvor de fightede alt hvad de kunne og man fik i perioder også vist at vi med bold havde mere at byde på end værterne. Holdet viste flere gode mønstre i deres opspil, hvor der var god timing i bevægelserne fra flere spillere på samme tid og når det lykkedes så det virkelig flot ud. Årgangen har kæmpe potentiale og selv om vi har mistet et par spillere til større adresser, viste holdet at der er masser at bygge videre på.

U17-T mødte Malaga´s bedste U15 hold, som niveaumæssigt nok må sammenlignes med mange af de bedste hold i Danmark. Holdet var i store perioder udfordret, da Malaga både var rigtig gode med bold og de var også gode i deres presspil, som gjorde at hvepsene havde udfordringer med at sætte deres eget spil op. Det skal dog også nævnes at selvom holdet havde det svært, spillede man sig alligevel frem til 2 kæmpe chancer efter pausen. Kampen endte 3-1 til Malaga, men knægtene spillede en fin kamp, hvor de især lagde hjerte og sjæl i kampen. Det sidste mål fra Malaga blev scoret meget sent i kampen, hvor dommeren fløjtede af lige efter.

U19-T/U23-T spillede mod en lokal klub ved navn Pichon. Her var der ingen tvivl om at hvepsene var det bedste hold og man kom også foran 2-0, efter en første halvleg hvor man var alt dominerende. Man sad på spillet og var dygtige til at spille tålmodigt men også direkte på de rigtige tidspunkter. Desværre gik man i den midterste periode af kampe lidt i sår og på nogle lidt dumme mål, fok Pichon først reduceret og derefter udlignet. Det gjorde at man lige tog grebet om kampen tilbage og inden for de sidste 15 minutter fik knægtene scoret til først 3-2 og derefter 4-2.

Vi har fået en tilbagemelding fra Talentchef Jesper Mathiesen omkring træningslejren;

Jeg er igen i år yderst tilfreds med udbyttet af træningslejren. Lokationen og faciliteterne har været i top, hvilket er meget vigtigt når vi er af sted på træningslejr. Vi havde 2 flotte græsbaner til rådighed, et hotel med dejlige værelser og god mad. Hvis jeg skal sige en ting som var en udfordring, så var det størrelsen på hotellet og de mange gæster der var samlet på en gang, specielt i forbindelse med spisning. Alle hold er blevet matchet på et godt niveau i kampene, hvilket er vigtigt ift. udviklingen af den enkelte spiller og holdene. Trupperne har afviklet gode træninger, hvor vi både har kunne træne noget spillestil relateret, men trupperne har også kunne træne noget som man ikke på nuværende tidspunkt kan træne herhjemme pga. vejret. Vi arbejder allerede nu på forberedelsen af næste års træningslejr, hvor vi igen vil arbejde på at komme til Spanien i uge 7.

Luk