Menu

Erhvervsrejsen 2023 til Helsinki

image Det obligatoriske gruppebillede fra Erhvervsklubbens skønne rejser - denne gang fra Helsinki.
Kim Høg Madsen
19. september 2023 kl. 16:03
Klubbens erhvervsnetværk ”Erhvervsklubben Hvepsene” har været på deres årlige erhvervsrejse – og denne gang til den finske hovedstad Helsinki.

Kontrasten var til at få øje på – fra sidste års erhvervsrejse til Syditaliens Napoli med trafikkaos, mistænksomme gadesælgere, uafhentet skrald m.m. og til Norden med den finske hovedstad Helsinkis ordnede forhold med forudseelig trafik, rene gader og sporvogne og serviceminded personale på hotel og restauranter.

53 deltagere fra medlemsvirksomhederne oplevede Helsinki i flot vejr med sol og behageligt klima. Der var tilrettelagt et varieret program, der gav rig mulighed for at styrke erhvervsnetværket, bl.a. erhvervsbesøg på Den Danske Ambassade i Helsinki.

Her kommer oplevelserne i kronologisk orden og suppleret med fotos fra de 4 dage.

Fredag den 8. september
Vi boede på Hotel Fabian, som er centralt beliggende i Helsinki City.

Der var arrangeret en velkomstmiddag på den nærliggende restaurant Krog Roba, hvor vi havde vores eget lokale. Erhvervsklubben har deres egen entertainer med, nemlig klubbens kasserer Kim Strunge, som underholdt med sjove sange, hvor alle fik mulighed for at synge med. Joh, det blev en dejlig aften og fin start på erhvervsrejsen.

Lørdag den 9. september
Med placering ud til Den Finske Bugt har Helsinki gennem tiderne ligget militært udsat for fremmede fjender. Derfor har man i skærgården opført flere fæstningsværker. Det blev vi vidne til ved formiddagens interessante ”sightseeing by boat”. I smukt vejr fik vi set både de mange øer med fæstningsværker i skærgården og den smukke indsejling til Helsinki.

Om aftenen var der fællesmiddag med rig mulighed for at tale om dagens oplevelser – og atter med underholdning af Kim Strunge.

Søndag den 10. september
Søndag eftermiddag gik turen med en af Helsinkis populære sporvogne til Det Olympiske Stadion, som er bedst kendt som center for aktiviteterne ved OL i 1952. Som bekendt var spillet på grønsværen ikke så medrivende, bortset fra resultatet på 1 – 0 skabt ved et flot mål af Pierre-Emil Højbjerg. Til gengæld var det en sjov og positiv oplevelse med stemningen i ”Dansker-sektionen” på stadion – og after-football-hygge på hotellets bar efter kampen.

Mandag 11. september
Erhvervsbesøget på Den Danske Ambassade i Ambassadørens residens blev en rigtig god afslutning på årets erhvervsrejse. Souschefen på Ambassaden Jesper Stig Andersen holdt et levende og inspirerende indlæg om Finlands historie, aktuelle politiske situation, erhvervsmuligheder, ejendomsmarkedet m.m. Indlægget gav anledning til mange spørgsmål fra vores medlemmer om forretningsmiljøet i Finland, ejendomsmarkedet, deres oplevelser med finske relationer og evt. muligheder på det finske marked.

Konklusion
Det blev atter en dejlig erhvervsrejse, hvor målet med at styrke kendskabet til hinandens forretninger blev opnået – med interessant erhvervsarrangement, kulturelle oplevelser og kombineret med sjove og hyggelige timer sammen.

Luk