Menu

Kampreferat: Pierre Larsen sikrede sejren i en todelt forårspremiere mod Odder

image
Carsten Schrøder
28. marts 2026 kl. 18:24

Kampreferat: Pierre Larsen sikrede sejren i en todelt forårspremiere mod Odder

Brønshøj Boldklub åbnede forårssæsonen på det "nyrenoverede" Tingbjerg Ground med en 1-0 sejr over Odder. Det blev en eftermiddag, der startede med flotte hyldester og dominerende spil, men sluttede som en intens forsvarskamp.

Inden bolden rullede for første gang på det nye græstæppe, startede vi med at hylde en vaskeægte klubmand. Lucas Chang blev nemlig fejret for sin imponerende kamp nummer 100 i hvepsetrøjen – en flot milepæl og en fuldt fortjent anerkendelse.

Umiddelbart herefter samledes hele stadion til en smuk og alvorsfuld stund. Der blev afholdt et minuts stilhed til minde om vores gode supporterkammerat og bestyrelsesmedlem, Peter Skriver, som desværre er afgået ved døden. Æret være Peters minde.

Da dommeren fløjtede opgøret i gang, var det Brønshøj, der sad på begivenhederne. De første 20 minutter bød på rigtig gode takter med masser af lovende tilløb og flere store chancer – særligt Stojanovic og Johansson var nærgående foran Odders mål.

Herefter faldt kampen lidt i kadence, og de næste ti minutter forløb uden de helt store højdepunkter. Lige indtil Pierre Larsen besluttede sig for at tage sagen i egen hånd. Med en flot aktion trak han skarpt ind fra kanten, og fra en meget spids vinkel svirpede han bolden i kassen til en yderst fortjent 1-0 føring til Hvepsene. Et fantastisk mål, der sendte jublen gennem det nye hegn på Tingbjerg Ground.

Efter pausen kom Brønshøj igen godt ud og var fint med i spillet de første 15 minutter af anden halvleg. Men i det 62. minut foretog vi en tredobbelt udskiftning, og det fungerede nærmest som et signal til Odder om at træde på speederen.

Herfra ændrede kampbilledet sig markant. Resten af opgøret blev et tungt og massivt pres ned mod Brønshøjs mål. Vi havde utroligt svært ved at få spillet til at hænge sammen og kunne slet ikke holde bolden i egne rækker. Det blev overvejende til nogle sporadiske modangreb, som desværre aldrig for alvor førte til noget farligt.

Men holdet fightede alt, hvad de havde lært, og stod imod presset, så da slutfløjtet lød, stod der stadig 1-0 på måltavlen!

Man of the Match: Lucas Chang Efter kampen var der endnu mere velfortjent hæder til dagens jubilar. Lucas Chang blev kåret som kampens spiller – Man of the Match – i samarbejde med JB Group v. Jackie Larsen. Sikke en måde at runde sin kamp nummer 100 af på!

Selvom spillet til sidst blev noget af en overlevelseskamp, er vi utroligt glade for at starte foråret med en sejr og tre vigtige point på kontoen. Nu ser vi fremad og glæder os allerede til næste opgave mod Hørsholm.

Luk