Interview med Mikkel Lynge:
Interview med Mikkel Lynge: “Jeg glæder mig bare til at spille igen”
Vores savnede midtbane-kriger, Mikkel Lynge, har siddet ude siden den voldsomme tackling i kampen mod FA 2000. Vi har taget en snak med ham om skaden, udsigterne til comeback og livet på sidelinjen.
Du har siddet ude siden kampen mod FA 2000 – hvordan går det med skaden i foden lige nu?
Det går fremad, og det er dejligt at kunne se en udvikling. Foden er ikke længere hævet eller misfarvet, og den ser nogenlunde normal ud nu. Jeg er så småt begyndt at kunne lunte let, så det går helt klart den rigtige vej.
Hvordan ser udsigterne ud for et comeback, og har du selv en fornemmelse af, hvornår du er klar igen?
I samarbejde med klubbens fysser gør vi alt for, at jeg kan blive klar så hurtigt som muligt – selvfølgelig med den rette balance. Det er svært selv at sætte en præcis dato på, men hvis alt går som planlagt, håber jeg at kunne træne fuldt med igen om et par uger. Men det er vigtigt ikke at love for meget.
Holdet har fået ny træner og skiftet formation – hvordan oplever du de ændringer udefra, og hvad tænker du om den retning holdet er på vej i?
Det er jo ingen hemmelighed, at vi har været inde i en svær periode, og der er mange ting, der spiller ind – ikke kun formationen. Som midtbanespiller er man dog altid glad for at være i overtal centralt, som man ofte er med tre på midten.
Det, jeg er mest positiv over lige nu, er, at jeg kan mærke en trup, der er motiveret og tror på, at vi kan nå oprykning til 2. division i denne sæson – noget fansene virkelig har fortjent.
Hvordan er det for dig at stå på sidelinjen i en periode med både ny træner og nye taktiske ændringer, og hvad glæder du dig mest til, når du er tilbage?
Det er selvfølgelig svært at være skadet i sådan en periode og ikke kunne deltage i de taktiske træninger og få det hele ind under huden.
Når man står på sidelinjen og ser de andre spille, går det virkelig op for én, hvor meget det betyder at være på banen. Så jeg glæder mig bare til at spille igen – og jeg kommer til at sætte ekstra stor pris på det i lang tid.
Brønshøj altid, uanset hvad