Menu

Brønshøj taber 3-0 – en præstation under al kritik

image
Morten Haupt Petersson
01. april 2026 kl. 22:11

Lad os være helt ærlige: det her var ikke godt nok. Ikke engang tæt på.

Brønshøj leverede en præstation i Hørsholm, hvor både vilje, fight og grundlæggende indstilling manglede. Det er én ting at have en dårlig dag med bolden – det sker. Men når indsatsen og duellerne også udebliver, så er det ganske enkelt uacceptabelt på dette niveau.

Hørsholm kom ud med langt større energi og sult, og allerede i kampens første 15 minutter burde de have bragt sig foran. Vi blev spillet tilbage, tabte dueller og var konstant et skridt bagefter. At det stadig stod 0-0 efter den periode, skyldtes mere held end kvalitet.

Offensivt var vi stort set ufarlige, men midt i halvlegen fik vi en kort periode, hvor vi faktisk lignede et hold i balance. Her skabte vi to store chancer, som burde have ændret kampens forløb.

Stojanovic opsnappede en bold, rundede keeperen, men formåede ikke at ramme målet. Kort efter stod Victor Svensson alene med målmanden, men en svag afslutning betød, at chancen løb ud i sandet. Det er situationer, der SKAL udnyttes – især i kampe, hvor resten af spillet halter.

Vi kunne derfor – noget heldigt – gå til pause ved 0-0.

 

Hvis man forventede en reaktion efter pausen, blev man slemt skuffet.

Anden halvleg var ganske enkelt under al kritik. Trods klare meldinger i pausen om at hæve niveauet, faldt vi endnu længere tilbage.

Tempoet var lavt, beslutningerne forkerte, og viljen til at tage de nødvendige løb og dueller var fraværende. Vi tabte nærmest samtlige andenbolde og formåede ikke at sætte to sammenhængende afleveringer.

Hørsholm bragte sig fortjent foran 1-0, og derfra var der aldrig nogen reel tro på, at vi kunne vende kampen. Vi lignede et hold, der havde accepteret nederlaget alt for tidligt. Resten af kampen blev en lang bekræftelse på en præstation uden karakter, og scoringerne til 2-0 og 3-0 var en naturlig konsekvens af kampbilledet.

 

Efter kampen satte sportschef Thomas Ibsen ord på frustrationerne:

"Vi er slet ikke der, hvor vi skal være. Én ting er at spille en dårlig kamp – det kan ske – men vores indstilling skal ændres nu.

Det er langt fra acceptabelt, at vi i tre kampe – FA 2000, de sidste 30 minutter mod Odder og i dag – falder fuldstændig ud af kampen uden at vise den vilje, fight og det Brønshøj-hjerte, der kræves. Det er alles ansvar, at vi kommer tilbage på sporet – især på indstillingen. Det skal meget gerne ske allerede på mandag hjemme mod Holbæk.

For det her er uacceptabelt."

 

Der er ingen vej udenom: det her kræver en markant reaktion. Ikke i ord – men i handling.

Luk