Menu

Nytårskur og Bowlingmesterskab 2024

image
17. januar 2024 kl. 10:33
Tirsdag den 9. januar mødtes Brønshøj Boldklubs sponsorer i Grøndalscenteret til Nytårskur og Bowlingmesterskab.

En klog mand udtalte engang: ”Vi holder ikke op med at lege, fordi vi bliver ældre – vi bliver ældre fordi vi holder op med at lege”. Det citat lover godt for Erhvervsklubbens medlemmer, for der blev virkelig leget ved årets første sponsorarrangement i Grøndals Multicenter. Det blev et tilløbsstykke med 45 veloplagte bowlere og ”heppere”, som mødtes til kappestrid, hyggeligt samvær og networking.

Det viste sig igen at være en populær og sjov tradition at kombinere vores ”Nytårskur” med en aktiv indsats på bowlingbanen, hvor der er rig mulighed for networking.

Formand Madsen bød velkommen med et ”GODT NYTÅR” og gennemgik dagens program, hvorefter sekretær Claus Anker offentliggjorde holdsammensætningen på de ni hold. At det ikke kun var leg – men også konkurrence – fornemmede man under dysten.

Selv om der blev grinet og hyggesnakket på tværs blandt holdene, blev der holdt vågent øje med nabo holdenes præstationer. Sidste års mester malermester Jan Hansen bandede over, at bowling kuglerne i år ikke ville som han ville. Ib Steffensen mente, at der var fejl i optællingen på deres bane og underligt nok manglede der point i opgørelsen. Ingen tvivl om, at det var 45 målrettede spillere, som under hyggelige former gik efter topplacering.

Vinderholdet 2024

Efter 1½ times sportslig aktivitet og meget sultne samledes deltagerne i det tilstødende lokale, hvor der var dækket op til en lækker buffet fra vores egen restauratør – Thomas Ibsen. Stor ros til Thomas og Claus Wiingaard for sammensætningen af den velsmagende buffet. Inden præmieoverrækkelsen fortalte Claus Wiingaard fra Brønshøj Boldklubs ApS om ”Rigets tilstand”, herunder ny trænersammensætning og nye spillere som allerede er kommet – andre spillere bliver offentliggjort de kommende dage. Målet er tilbagevenden til divisionerne.


Lækker mad og sponsorhygge

Formand Madsen orienterede om Erhvervsklubbens planer for det kommende halve år – og også den planlagte BB-auktion den 16. marts.

Bowlingmesterskabet 2024 blev en tæt kamp mellem Per Christensen og vores  supporterformand Steen Jørgensen – og med 2 points margin blev Steen bowlingmester og kunne modtage den flotte pokal, hvor hans navn bliver indgraveret sammen med tidligere dygtige vindere. TILLYKKE Steen.


Bowlingmester 2024 - Steen Jørgensen

Dygtigste kvindelige bowler blev Anne Drachmann fra home i Hvidovre – også TILLYKKE til Anne. Der var præmier til samtlige hold – præmier som velvilligt var doneret af Brønshøj Boldklubs sponsorer og Erhvervsklubbens medlemmer. Der skal lyde en kæmpe tak for sponseringen af præmier, som er med til at festliggøre aftenen – ja præmieringer er vel aftenen clou!.

Det blev atter en super god og sjov aften – med sportslig udøvelse, pleje af erhvervsnetværket og frem for alt hyggeligt samvær, som det tydeligt fremgår af billedkavalkaden fra arrangementet.

Luk