Menu

Erhvervsklubben fylder 25 år

image
18. april 2024 kl. 08:27
I dag – den 18. april 2024 – er det netop 25 år siden, at der var stiftende generalforsamling i Erhvervsklubben ”Hvepsene”.

Ved stiftelsen i 1999 var der bare 7 medlemmer af erhvervsnetværket, fortæller Kim Madsen, men det er stille og roligt blevet forøget i årenes løb, så vi i dag er 29 virksomheder.

Visionen fortæller meget godt, hvad Erhvervsklubben er ”sat i verden” for:

Erhvervsklubben ”Hvepsene” har som vision at danne et netværk af virksomheder, hvor udveksling af erhvervserfaringer kan ske, samoplevelser foregå og forretningsmuligheder gro – og derved medvirke til at skabe et økonomisk grundlag, så Brønshøj Boldklub fortsat kan tilhøre toppen af dansk fodbold.

Målet har derfor gennem årene været både at få skabt et loyalt netværk, hvor virksomhederne oplever en værdi for deres forretning og samtidigt kunne levere et pænt økonomisk sponsorat til BB.

I de 25 år har Erhvervsklubben ”Hvepsene” leveret et sponsorat til Brønshøj Boldklub på kr. 7,5 mio., og de seneste 3 år – 2021, 2022 og 2023 – sponseret godt kr. 1,0 mio. til vores klub.

Medlemmerne mødes 5-6 gange årligt til forskellige arrangementer/netværksmøder af forskellig art – kulturelle, sportslige, forretningsrelaterede – og der er en årlig erhvervsrejse til udlandet. Det har betydet, at 25 forskellige lande er besøgt gennem årene.

Erhvervsklubben på en af de mange udlandsture - her er de i den finske hovedstad Helsinki

Som eksempler skal medlemmerne i næste måned på en guidet tur på Carlsberg i Valby og i juni måned spille golf, hvor alle kan deltage uanset man har spillet golf tidligere. Det er besluttet at erhvervsrejsen til efteråret bliver til Spanien i forbindelse med landsholdets Nations League kamp i oktober måned og i den forbindelse markere/fejre jubilæet.

Foreningen har deres egen hjemmeside www.erhvervsklubben-hvepsene.dk , hvor du kan læse mere om Erhvervsklubben ”Hvepsene”.

En af de mange erhvervsbesøg, som Erhvervsklubben har været på.
Her er turen gået til kraftvarmeværket ARC - Amager Ressourcecenter

Luk