Menu

Næsby

image

På denne side kan du blive klogere på vores modstander Næsby. Samtidig finder du også relevant information i forbindelse med udekampen mod Næsby.

 

Fulde navn
Næsby Boldklub

 

Hjemmeside
naesbyboldklub.dk

 

Stadion
ALPI Arena
Stærehusvej 31
5270 Odense N

Kapacitet: 1.500 (få siddepladser)

 

Entrépris
Prisen vil højst ligge på 50 kr. i entré. Enkelte kampe kan også være gratis.
Børn kommer altid gratis ind.

 

Offentlig transport til stadion

  • Tog
    • Tog til Odense st.
      • Ca. 80 minutters gang fra station til stadion
      • Ca. 20 minutter på cykel fra station til stadion
  • Bus
    • Linje 300A til Stærehusvej
      • Ca. 10 minutters gang fra stoppested til stadion

 

Parkering
Der er mulighed for at parkere lige ved siden af klubhuset og tæt på banen.

 

Mad og drikke
Der er mulighed for at købe grillpølser, franske hotdogs samt øl og vand.

Lige ved siden af er klubhuset. Her kan der købes pølser, burger, pommes frites, panini, kaffe, is, slik mm.

 

Historie
I 1938 blev Næsby Boldklub stiftet. I klubbens første levetid blev hjemmekampene spillet på en bane, som nok ikke var blevet godkendt i dag. Den fik da også det meget passende navn "Grusgraven".

Men i 1950 flyttede klubben til Søren Eriksensvej, hvor klubhuset blev en gammel tyskerbarak fra 2. verdenskrig. Men i 1968 fik klubben et rigtigt klubhus.

Året efter flytningen til Søren Eriksensvej rykkede klubben op i Serie 1, og fem år senere stod den så på oprykning til Fynsserien. 10 år efter oprykningen til Fynsserien befandt man sig nu i Danmarksserien. I 1983 rykkede klubben for første gang op i divisionerne.

I 1984 flyttede klubben igen. Denne gang ud til deres nuværende adresse på Stærehusvej ude i Kirkendrup.

 

Divisionerne, pokalen og Brønshøj
Som nævnt rykkede Næsby for første gang op i divisionerne i 1983. Men det blev blot til den ene sæson, da man sluttede næstsidst - 5 point fra overlevelse - i 1984-sæsonen. De vendte dog hurtigt tilbage og var igen i divisionerne i 1986. Her sluttede klubben klart sidst.

Efter 15 års pause fra divisionsbold rykkede de i 2001 op igen, men igen blev det kun til en sæson i divisionerne. Denne gang var man kun to point fra overlevelse. Men i 2004 var de igen tilbage, og har været at finde i divisionerne lige siden - bortset fra en enkelt sæson i Danmarksserien.

Næsbys bedste resultat i divisionerne er en 2. plads i 2. division (tredjebedste række). Her var man kun to point fra en oprykning. I stedet for gik den til konkurrenterne fra FC Fyn, som dog gik konkurs sæsonen efter.

Næsby har deltaget i 33 pokalturneringer, hvor de har spillet 61 kampe og vundet 28 af dem. De deltog i den første pokalturnering, men tabte her i 1. runde 2-4 hjemme mod Rudkøbing.
Deres bedste resultat kom i 2011/12-sæsonen, hvor de nåede frem til kvartfinalerne. På deres vej til kvartfinalen havde de slået Otterup, Frem, Næstved og Silkeborg, men Sønderjyske blev for stor en mundfuld i kvartfinalen.

Det er indtil videre kun blevet til to kampe mellem Brønshøj og Næsby. Den første fandt sted den 17. marts 2018 i 2. divisions nedrykningsspil. Her blev kampen spillet på Næsbys kunstbane, da græsbanen ikke var klar til fodbold. Næsby fik bragt sig foran 1-0 ved Pelle Weber, men inden pausen fik Mads Rønne udlignet. I 2. halvleg formåede Nicklas Stockholm og Martin Lund at komme på tavlen for fynboerne, som vandt 3-1.

I det omvendte opgør i Tingbjerg den 26. maj 2018 blev der også scoret fire mål - to til hver. Andreas Lissau fik et rødt kort i slutningen af 1. halvleg. Efter 10 minutter af 2. halvleg bragte Stockholm gæsterne foran, men med to mål på seks minutter af Kevin Bechmann Timm kom vi foran 2-1. Syv minutter før tid scorede Stockholm sit andet mål i kampen, da han gjorde det til slutstillingen 2-2.

 

Kendte spillere fra Næsby
Næsby Boldklub har en stærk ungdomsafdeling, og klubbens U19- og U17-hold befinder sig begge i landets næstbedste række. Det betyder også, at der er kommet nogle dygtige fodboldspillere ud af den fynske klub.

Alexander begyndte i B1913, skiftede så til Næsby som ca. 15-årig, hvor han fik debut i en alder af 18 år. Sidenhen tog han til HB Køge og SønderjyskE. Hos sidstnævnte vandt han pokalturneringen i 2020.
Han tog så til Slavia Prag i Tjekkiet og er nu i portugisiske Benfica.
Han scorede i sin landskampsdebut mod Sverige i november 2020. Indtil videre er det blevet til 15 kampe på landsholdet.

Mads Hermansen begyndte i Næsby, men skiftede som ca. 15-årig til Brøndby, hvor han i 2020 fik sin seniordebut og senere blev fast mand. Han gjorde det så godt i Brøndby, at han skiftede til engelske Leicester. Her var han med til at rykke op i Premier League i sæsonen 2023/24. Han har været udtaget til landsholdet flere gange, men har stadig sin debut til gode

Morten Donnerup startede sin seniorkarriere i Næsby i slutningen af 1970'erne. Karrieren tog ham sidenhen til B1913, AGF, OB, Racing Santander og Vejle. I alt opnåede han 10 landskampe for det danske landshold i perioden 1982-1986.

Vi må ikke glemme vores egen Patrick Naundrup, der spillede i Brønshøj fra 2015 til 2019. Her blev det til 89 kampe og 25 mål for hvepsene. Naundrup skiftede til Næsby som 19-årig, hvor det blev til tre år, inden han skiftede til AB.

Af andre kendte spillere fra Næsby kan vi nævne Nikolai Baden Frederiksen (spiller nu Superliga for Lyngby), Anders K. Jacobsen (masser af mål og kampe i Superligaen for bl.a. AaB, OB og SønderjyskE) og Jacob Rasmussen (spiller for Brøndby i Superligaen).

Luk