Menu

B1903

image

På denne side kan du blive klogere på vores modstander B1903. Samtidig finder du også relevant information i forbindelse med kampe ude mod B1903.

Fulde navn
Boldklubben 1903

Hjemmeside
b1903.dk

Stadion
B1903's anlæg
Lyngbyvej 270
2900 Hellerup

Der vil være plads til ca. 300 tilskuere ude ved anlægget - ingen siddepladser.

Entrépris
Der vil være gratis adgang.

Offentlig transport til stadion

  • Tog
    • Linje B til Dyssegård St.
      • Ca. 30 minutters gang fra station til stadion
      • Ca. 5 minutter på cykel fra station til stadion
    • Linje E eller F til Hellerup St.
      • Ca. 20 minutters gang fra station til stadion
      • Ca. 10 minutter på cykel fra station til stadion
  • Bus
    • Linje 21 til Lyngbyvej
      • Ca. 10 minutters gang fra stoppested til stadion
    • Linje 184 til Dyssegårdsvej
      • Ca. 5 minutters gang fra stoppested til stadion
    • Linje 185 til Dyssegårdsvej
      • Ca. 5 minutters gang fra stoppested til stadion
    • Linje 192 til Gentofte Hospital
      • Ca. 10 minutters gang fra stoppested til stadion

Mad og drikke
Der kan købes mad og drikke inde i klubhuset, hvor B1903's restaurant ligger. Normalt vil der også være grill til kampene.

Der kan betales med kontanter og MobilePay.

Historie
Den skarpe læser kan ved at kigge på klubnavnet regne ud, hvilket år klubben blev stiftet. Helt præcist skete det den 2. juni 1903 på Østerbro.

I 1920’erne og 1930’erne var B1903 et af de bedste hold i Danmark, hvor det også blev til tre mesterskaber.

Næste storhedsperiode var i 1960’erne og 1970’erne. I denne periode vandt holdet igen tre mesterskaber samt en pokaltitel.

Klubben havde fra slutningen af 1970’erne økonomiske vanskeligheder. Men den tidligere spiller Alex Friedmann, som også var advokat, gik altid ind og dækkede underskuddet.

B1903 startede med at spille deres kampe på Øster Fælled, for så senere at rykke til Idrætsparken. Her spillede man indtil 1976, hvor hjemmebanen blev Gentofte Stadion.

En af de største kampe i B1903’s historie må være kampen den 22. oktober 1991 i 2. runde af UEFA Cuppen. Her skulle man møde mægtige Bayern München, og det tyske storhold blev udstillet med en 6-2 sejr til B1903. Så var det lige meget at returkampen blev tabt 0-1.

B1903 nåede at spille 62 ud af 65 sæsoner i landets bedste række fra 1919 til 1992. I 1992 fusionerede man med KB og skabte FC København.

Divisionerne, pokalen og Brønshøj
I 1919/20 gjorde B1903 deres indtog i landets bedste række. Selvom ordet "række" ikke rigtig gælder. De første mesterskaber blev nemlig afgjort med en finale med et hold fra KBU og et hold fra provinsen. I finalen i 1920 vandt B1903 deres første mesterskab med en 2-0 sejr over B1901 fra Falster.

Det blev også til mesterskaber i 1924 og 1926 over hhv. B1913 og igen B1901. Mod førstnævnte måtte der hele tre finalekampe til, da de to forgående var endt uafgjort.

I 1927/28 blev finalerne mellem KBU og provinsen afløst af en landsdækkende turnering. Her var B1903 selvfølgelig også at finde. Faktisk var de stort set kun i landets bedste række, bortset fra tre sæsoner, indtil fusionen i 1992. Alle tre gange de rykkede ned, rykkede de hurtigt op igen.

I alt er det blevet til syv mesterskaber, seks sølv-medaljer og seks bronze-medaljer for B1903.

Udover succes i Danmarksturneringen, så har der også været succes for B1903 i pokalturneringen. Her er det blevet til fire finaler, hvor finalerne i 1979 og 1986 blev vundet. Her var modstanderne hhv. Køge og Ikast. Den ene af de to tabte finaler var i 1982, hvor man tabte 0-1 til B93. Her skulle der spilles to finalekampe, da den første var endt uafgjort.

Den anden tabte finale kom i B1903 sidste sæson, inden fusionen. Her tabte man 0-3 til AGF.

I alt er det blevet til 38 pokalturneringer og 104 pokalkampe for B1903. Her er 63 vundet, fire er endt uafgjort og 37 er tabt.

Det er blevet til 28 divisionskampe mod Brønshøj. Her har B1903 vundet 11, 12 endte uafgjort og Brønshøj har vundet fem. Den mest målrige af disse kampe kom den 4. oktober 1970, hvor B1903 vandt 5-4 ude mod Brønshøj.

I pokalturneringen er det blevet til tre opgør mod Brønshøj. Disse blev spillet i 1964/65 (3-2 sejr til B1903 i 4. runde), 1968/69 (3-2 sejr til B1903, efter forlænget spilletid, i 3. runde) og i 1983/84 (0-0 efter 120 minutter og 4-3 sejr på straffespark til B1903).

Kendte spillere fra B1903
Hvor skal man starte henne? Vi har med en tidligere storklub at gøre, som har skabt en lang række landsholdsspillere gennem tiden. Hele 45 B1903-spillere har været på landsholdet, og det ville fylde meget, hvis vi skulle nævne dem allesammen.

Derudover har der også været spillere, som er startet i B1903 og har fået en stor karriere et andet sted.

Men kigger man på listen over landsholdsspillere, så er der et par navne, som springer i øjnene.

Den spiller med flest landskampe som B1903-spiller er Bent Hansen. Alle Bent Hansens 58 landskampe kom, mens han spillede for B1903, og han var den anden spiller til at opnå 50 landskampe.

Fra B1903's første storhedstid finder vi Ernst Nilsson, som opnåede 40 kampe og 8 mål for landsholdet. Alle 40 kampe kom som B1903-spiller. I sine fire sidste landskampe var Nilsson anfører.

Per Frandsen, som godt nok spillede ungdomsbold i Skjold og B93, men fik sit seniorgennembrud i B1903. Sidenhen gik turen til Lille, FC København, Bolton og Blackburn. På landsholdet opnåede Per Frandsen i alt 23 landskampe.

Og hvem kan glemme målmand Palle "Plankeværk" Petersen, som var en sikker sidste skanse i B1903 og senere i FC København, hvor han var med til at sikre løvernes første mesterskab.

Netop B1903 leverede mange af stjernerne til FC København. Bl.a. tvillingerne Martin og Michael Johansen, Lars Højer Nielsen, Diego Tur og mange flere.

Luk