U17 og U16 kom godt fra land

U17 og U16

Øverst: U17. Nederst: U16

U17 og 16 har fået en god start på sæsonen, da begge hold sejrede i sidste weekend.

U17:
U15-1 har taget springet op til U17 i sommerpausen, og i lørdags startede de sæsonen, da de hjemme mødte HIK 2.

Inden kampen havde træneren Ali sagt: ”Tingbjerg Ground er vores fort. Modstanderne, der kommer her, er på forhånd lidt skræmte.”

Men det var nogle halvstore drenge, som HIK 2 havde sendt til Tingbjerg. Men Brønshøjs U17 har gjort det godt i træningskampe mod andre U17-hold, som også har lært de unge hvepse meget. Holdet viste da også styrke og skød brystet frem.

Brønshøj skulle lige vænne sig til fysikken og tempoet. Der blev gået heftigt til den i duellerne, og på dette niveau fløjter dommeren heller ikke for alt.

Første halvleg var klart Brønshøjs. De sad solidt på spillet og fortjent kunne Mamadou Bah bringe holdet foran 1-0, efter et godt opspil helt fra målmanden af. Serhat Bozkir stod for oplægget på kanten, og Mamadou fik sparket i det lange hjørne forbi HIK målmanden.

U17. Målscorer til 2-0 Omar El-Itr

Anden halvleg viste, at det er vigtigt at holde momentum. HIK kom bedre med, men Brønshøj drog fordel af, at alle 14 mand kom i spil. Hvepsene skiftede hyppigt ud, hver eneste gang en spiller gik lidt død, og indskifteren gjorde det lige så godt.

1-0 var en spinkel føring, men så tog holdets brandvarme angriber Omar El-Itr sagen i egen hånd og bragte på fornemmeste vis holdet på 2-0. Den nye hvepse-trøje 99 blev i den grad flashet. Omar kunne takke Anis Manfouz, der netop er vendt tilbage efter en skade, for assisten.

Herefter havde HIK ikke meget mere at komme med. Det der var tog Brønshøjs målmand, Ali Abd-Albaqi, sig af. Forsvaret agerede ligeledes som et godt skjold foran Brønshøj-målet.

Kampen blev fortjent vundet 2-0, og holdet fik en suveræn start på efteråret og U17 Mesterrækken.

Kampens spiller blev Mamadou, som både fik scoret, fightede og løb mange meter til gavn for holdet.

Næste ligakamp for U17 er på søndag den 26. august kl. 16.30, hvor de på udebane møder Kastrup.

U17. Den stærke målmand Ali Abd-Albaqi

U16:
Den stod på målfest, da U16 indledte sæsonen med en hjemmesejr over Hellas. Søndagens kamp bød på masser af godt spil, gode dueller, tre gule og et rødt kort, to straffespark og ikke mindst ni mål.

Den stod 2-2 ved pause, men i anden halvleg trak Brønshøj fra og kunne tage en 6-3 sejr.

Brønshøj tog sig af de to gule og det røde kort, hvor Hadi Hajar var manden, der sørgede for, at det var Brønshøj, der ”vandt” på denne parameter.

Det var også i forbindelse med Hadis kort, at begge straffespark fandt sted, hvor det første måske ikke skulle have været dømt, mens det andet kunne der ikke være tvivl om, da Hadi hev i trøjen.

Det første straffespark scorer Hellas på, mens det andet flot blev reddet af Brønshøjs målmand Faran Abdul Basit.

Kampens spiller blev Mohammed Jabr, som spillede en fejlfri kamp, og ikke mindst holdt hovedet koldt i de svære situationer.

Næste kamp for U16 er første den 9. september kl. 11.45, når de hjemme møder HIK.

U16 i aktion mod Hellas