U15 vinder mesterrækken

U15 vinder Mesterrækken

Det er kun blevet til en hjemmesejr på Tingbjerg Ground i 2020, men i dag gjorde U15-holdet, at det blev til hjemmesejr nummer 2, da de besejrede Sundby 2-0 foran over 200 tilskuere. Sejren betød også, at U15 vinder Mesterrækken og rykker op i Liga 2.

Det var første gang, at U15 skulle spille inde på stadion, og det var noget af oplevelse både de og Sundby fik. Måltavlen var i gang, tilskuerne var i feststemning, speakeren var knivskarp og Hvepsen Verner var selvfølgelig også til stede.

I kampens første 15 minutter havde vi tre gode muligheder for at komme foran. De første to gange var på hjørnespark, men her manglede lige det sidste i afslutningen og Digambar Saud havde også en god afslutning, som dog blev nappet af Sundbys målmand Birk Uno El Fassi.

U15 - BB-Sundby, stor chance

I det 14. minut var det dog tæt på, at Sundby kom foran. Bertram Buchholtz Pedersen fik ikke fat i bolden, og så var der en friløber til Carl Christian Kimmer. Men August Emil Gybel-Brask kom flot ud af sit mål og fik reddet med en fodparade.

Der stod Brønshøj på det meste, og der var rigtige mange afslutninger, hvoraf de to største tilfaldt Frederik Høstrup og Emil Møller. Frederik burde havde bragt os foran i det 27. minut, da Møllers indlæg fandt ham i helt fri position. Men Frederik ramte bolden helt skævt.

U15 - BB-Sundby, flot redning af August

I overtiden var det så Møllers tur til at brænde en kæmpechance, da han var alene med målmanden. Men han fik ramt bolden skidt og keeperen kunne redde.

Den stod derfor 0-0 ved pausen efter en 1. halvleg, hvor de unge hvepse dominerede.

Vi fortsatte det gode spil i 2. halvleg, og efter 10 minutter troede alle tilskuerne, at Brønshøj kom foran. Men Kaj Bello Krages afslutning med venstrebenet ramte overlæggeren.

Vi havde flere gode muligheder, men stadig ingen mål før efter 20 minutters spil af 2. halvleg. Her blev Emil Møller spillet fri i dybden, og alene med keeperen svigtede han ikke. 1-0 til Brønshøj og så kunne ”Samba De Janeiro” gjalde ud af højtalerne på Tingbjerg Ground.

U15 - BB-Sundby, Møller gør det til 1-0

Sundby fik herefter et par gode muligheder for at udligne. Først ved Viktor Cramer, der tog chancen fra kanten af feltet. Men fin redning af August.

August var igen det rigtige sted to minutter senere, da Henok Adam Braae Pedersen besluttede sig for at teste Brønshøj-keeperen. Men igen blev August vinderen af den duel.

I stedet for en udligning til Sundby fik vi i stedet for bragt os foran. Igen var Emil Møller på pletten, da han fra kanten af feltet bankede bolden i mål til stillingen 2-0.

Med 3-4 minutter tilbage af kampen var Sundbys Viktor Cramer tæt på at reducere, men en August i fuld længde fik skubbet bolden ud til hjørne.

U15 - BB-Sundby, Møller har lige scoret til 2-0

I kampens overtid var der en friløber til Brønshøjs Anas El-Numeiri, men her diskede Sundbys keeper op med flot redning.

Det sluttede derfor med en flot 2-0 sejr og en kæmpefest på tribunen og på banen, hvor spillerne fik udleveret børnechampagne, og så stod den ellers på skumsprøjt.

Sejren i dag var en holdsejr, hvor alle spillerne leverede på banen. Så et stort tillykke til spillerne og trænerne, og stor tak til alle dem der mødte op for at heppe på de unge hvepse. Også stor tak til alle de frivillige, der hjalp til i dag.

Til sidst skal der lyde en rigtig god bedring til Sundbys Magnus T. Linden, der faldt hårdt ned på skulderen i 2. halvleg og måtte hentes af en ambulance efter kampen.

U15 - BB-Sundby, måltavlen efter slutfløjt

Brønshøjs hold:
August Emil Gybel-Brask, Lasse Uhre Alsø, Frederik Høstrup, Anas Dahmani, Bertram Buchholtz Pedersen, Casper Pii, Kaj Bello Krage, Oskar Korsholm, Malthe Carl, Emil Møller, Anas El-Numeiri, Emil Christensen, Soner Aygün, Digambar Saud

Sundsbys hold:
Birk Uno El Fassi, Albert Langdal, Arthur Troelsen, Oskar Cramer, Noah Vanhoegaerden Nielsen, Magnus T. Linden, Burak Can Karakaplan, Henok Adam Braae Pedersen, Viktor Cramer, Victor Emil Hansen, Alex Kristiansen, Villym Johansen, Carl Christian Kimmer, Alfred Fristrup Villadsen

Mål:
1-0: Emil Møller (57.)
2-0: Emil Møller (65.)

Dommer:
Adam Mohammed Saleh