Topscorer stopper i Brønshøj

Kevin takker af

Kevin Bechmann Timm, der de sidste tre sæsoner har været klubbens topscorer, har valgt at stoppe i Brønshøj Boldklub. Kevin har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen på grund af et stort arbejdspres og lang transporttid. Han bor i nærheden af Næstved.

- Jeg takker Kevin for en stor indsats med mange mål – nogle af dem scoret direkte på frispark. Det var Kevins speciale”, fastslår sportschef Thomas Ibsen.

Kevin kom til Brønshøj Boldklub i sommeren 2017, hvor han fik debut i 3-1 sejren over B93 den 5. august 2017, hvor han også kom på tavlen. I alt blev det til 85 kampe og 41 mål i Hvepse-trøjen.

Udover Kevin Bechmann Timm har Jacques Bang Sørensen og Simon Richter, der bl.a. har spillet landsholdsfodbold for Gambia, også valgt at stoppe i Brønshøj Boldklub.

Jacques blev Brønshøj-spiller sidste sommer og har spillet 18 kampe. Richter trak i den sortgule trøje sommeren 2018 og fik debut ude mod B93 den 4. august 2018, hvor han bidrog med et mål i 4-0 sejren. I alt spillede Richter 49 kampe og et mål for klubben.

Vi ønsker held og lykke til alle tre spillere.

Richter og Jacques