Richter: En fed oplevelse

Richter og Dawda med det gambianske flag

Christian Haslund har været i kontakt med Simon Richter, der i går spillede landskamp for Gambia mod Algeriet, hvor det endte uafgjort 1-1. Simon Richter startede inde, mens Dawda Ngum fik de sidste 20 minutter af kampen. Højdepunkter fra kampen kan ses på Youtube.

Kampen skulle have været fløjtet i gang kl. 18.30, men blev forsinket i halvanden time da rigtig mange var kommet for at se kampen på Independece Stadium i Bakau.

- Vi havde varmet op og var klar til at komme i gang. Men kampen blev udsat pga. de mange tilskuere. Vi ventede rigtig lang tid i varmen, og samtidig var vi i tvivl om kampen ville blive aflyst eller ej, siger Richter.

Gambia-Algeriet, mange tilskuere

Foto: Tijan Wadda (taget fra Twitter)

Heldigvis blev kampen fløjtet i gang omkring kl. 20 foran mere end 40.000 mennesker, og der var godt gang i den.

- Det var en heksekedel, men en fed oplevelse at spille foran så mange tilskuere. De skabte en fantastisk stemning, og da vi udlignede til 1-1 gik de helt amok, fortsætter Simon.

Det var Gambias anden kamp i kvalifikationen til Africa Cup of Nations 2019, og det var et gambiansk hold, der gik ind til kampen som underdogs mod Algeriet. På FIFA’s rangliste er Algeriet da også placeret som nummer 66, mens Gambia er nummer 172. Alligevel lykkedes det for gambianerne at få et point.

- Vores gameplan var at stå lavt, og det lykkedes til UG. Algeriet havde selvfølgelig bolden mest, og en fejl fra vores side gav dem en 1-0 føring. Men vi fik udlignet og med lidt held, kunne vi havde taget alle tre point. Men et point mod gruppens stærkeste hold er tilfredsstillende, fortæller Richter yderligere.

Gambia-Algeriet, klar til kamp

Foto: Reddit

Simon Richter var ikke den eneste Brønshøj-spiller, som var i aktion for Gambia i går. Dawda Ngum fik også spilletid, da han blev skiftet ind i 2. halvleg.

- Dawda kom ind, da der manglede 20 minutter. Han blev sat ind på midten af banen og gjorde det godt mod de algeriske stjerner, bl.a. Riyad Mahrez, understreger Simon.

Nu venter en lang flyvetur for både Richter og Dawda, men begge er klar til at tørne ud for Brønshøj, når hvepsene på lørdag møder AB.

- Vi skal lige slappe af efter flyveturen, men ellers er vi klar til at forberede os til kampen mod AB. Vi kommer hjem med en stor position selvtillid efter et godt resultat, slutter den 33-årige forsvarsspiller.

Næste kvalifikationskamp for Gambia er i oktober, hvor de den 10. oktober gæster Togo. Den 16. oktober tager Gambia så imod Togo. Stillingen i Gambias gruppe kan ses her: Gruppe D, Africa Cup of Nations-kvalifikation.