Optakt: Vestjyder kommer på besøg

Kevin klar til at svinge kanonen
Brønshøj Boldklub
4 - 2
3 - 2
Ringkøbing IF
2' Anders Vestergaard Larsen
4' Kevin Bechmann Timm
24' Oscar Buch
33' Jonas Magnussen
36' Jacob Sandal
45' Casper Löween Jensen
54' Lennard Lauridsen
55' Mikkel Koustrup
76' Gloire Rutikanga
80' Anton Holse
lør. 11. maj 2019

Efter to skuffende kampe i det jyske, så kom vi tilbage på sejrssporet i dag, da det blev til en 4-2 sejr over Ringkøbing i en meget underholdende affære på Tingbjerg Ground. Mål af Kevin Bechmann Timm, Oscar Buch og Casper Löween Jensen samt et Ringkøbing-selvmål var med til at sikre alle tre point.

Plakat, BB-Ringkøbing 11.05.19

For første gang i Ringkøbings 119 år gamle historie skal de gæste Tingbjerg Ground, når vi møder dem i morgen. Både vi og Ringkøbing har kun vundet en kamp ud af de sidste fem. Det er derfor to hold, der tørster efter sejr og vil gå benhårdt efter denne.

Man kunne godt frygte, at de to hold ikke har noget at spille om, da der er stor afstand op til oprykningspladserne. Men der er masser af spille om. Der er æren, glæden ved en sejr og så selvfølgelig fansenes gunst og følelser. Fansene har nemlig meget store følelser omkring Brønshøj, og dette skal spillerne huske på, når de i morgen går på banen. Så tag ud til Tingbjerg Ground i morgen for at støtte spillerne og være i godt selskab med Danmarks Smukkeste.

Men kan du ikke komme til Tingbjerg i morgen, så livekommenterer vi kampen på Twitter og livestreamer kampen på Mycujoo.

Bechmann Timm: Op og ned i foråret
Niels Bjørn Hansen har taget en snak med angriberen Kevin Bechmann Timm om kampen mod Ringkøbing og foråret.

- Det har været lidt op og ned her i foråret, hvor vi spiller mere offensivt. Den bedste kamp var mod Jammerbugt, og det spil skal vi finde igen. Nogle kampe kører det fint, mens det går skidt i andre . Men når sæsonen er slut, skulle der gerne være en vis balance mellem de gode og de dårlige kampe, når man ser på helhedsbilledet, siger Kevin.

Selvom Kevin ikke har det store kendskab til Ringkøbing, så tror han på tre point.

- Det er et hold, som jeg ikke kender meget til. Vi er på hjemmebane – Tingbjerg Ground – og det er en af de kampe, som vi skal vinde. De jyske hold er alle glade for at komme til Brønshøj, fordi der er liv på tribunen. Vi får en kæmpe opbakning, og vores fans giver os styrke på banen. Vi vil arbejde hårdt for sejren og de tre point, slutter angriberen.

Du kan læse det fulde interview med Kevin Bechmann Timm og meget mere i det flotte kampprogram, som kan købes for blot 20 kr. inde på stadion på kampdagen.

Kevin i aktion

Seneste kamp
Det var ikke nogen god tur til Kolding i lørdags, hvor vi blev sendt hjem med et stort nederlag i bagagen.

Vi lagde ellers godt ud med et fint pres på Kolding. Men herefter overtog hjemmeholdet. På 10 minutter fik de scoret tre mål og kunne gå til pausen med en 3-0 føring. I 2. halvleg scorede Kolding IF yderligere to gange og kunne dermed tage en 5-0 sejr. Det var en kamp, hvor vi halsede efter i 60 minutter, og spillerne skal i morgen forsøge at vaske nederlaget af sig.

Rønne mod Ringkøbing

Foto: Klaudiusz Wisnievski

Modstanderen
Ringkøbing IF blev stiftet den 29. marts 1900, og har udover fodbold også atletik, gymnastik og motion på programmet.

På fodboldserien har Ringkøbing for det meste befundet sig i serierne. I 1920 havde de deres debut i Danmarksturneringen, da de nåede finalen i Provinsen. Denne blev dog tabt 1-2 mod B1901. Herefter gik der 92 år, før de var tilbage i Danmarksturneringen. Den gang blev det til tre sæsoner i 2. division, inden de rykkede ned i 2014/15. I 2017 vendte de tilbage til 2. division, da de vandt Danmarkseriens pulje 3 foran Tarup-Paarup.

Det vil være første gang, at vi møder Ringkøbing IF, så det bliver spændende at se, hvordan vestjyderne vil håndtere trykket fra Danmarks Smukkeste på tribunen.

Karantæner
Vi må undvære to spillere pga. karantæne. Dawda Ngum og Mads Rønne fik begge et karantænegivende gult kort i udekampen mod Kolding IF.

Dommertrio
Kampen skal dømmes af Allan Rørdahl Borgstrøm, som assisteres af Hakan Yurdakul Pedersen og Frederik Bak på sidelinjerne.