Optakt: Slaget om Slotsherrensvej

Comeback til Berthelsen
Brønshøj Boldklub
0 - 2
0 - 0
Vanløse IF
13' Andreas Baes
44' Jonas Magnussen
49' Anders Qvist
61' Asger Højmark-Jensen
77' Christian Thorup
84' Mads Rønne
90' Johan Larsen
ons. 5. juni 2019

For fjerde kamp i træk måtte vi forlade banen uden scoring, og skarpheden var i den grad også en mangelvare, da vi tabte Slaget om Slotsherrensvej hjemme mod Vanløse med 0-2.

Plakat, BB-Vanløse, 05.06.19

I morgen skal der både stemmes og gives gaver til far, men vigtigst af alt, så skal Slaget om Slotsherrensvej finde sted, når Vanløse gæster Tingbjerg Ground.

Husk derfor at sætte krydset i god tid, så du er klar til at se den 62. kamp mellem os og Vanløse. På udebane har det ikke været fantastisk, men nu er spillerne tilbage i vante omgivelser og foran Danmarks Smukkest. Vi kan da også glæde os over, at være rækkens tredjebedste hjemmehold, kun overgået af de to tophold, Skive og Kolding IF.

Selve kampen er blevet købt af Arbejdernes Landsbank, der også fylder 100 år i år (alle de store gør det i 2019), og vi håber, at du har udnyttet muligheden for at få fat i en af de gratis billetter, som Arbejdernes Landsbank har uddelt.

Der er i hvert lagt op til en fed kamp, hvor vi skal forsøge at tage den tredje sejr i sæsonen over Vanløse, mens de gerne vil have revanche. Så kom derfor ud til Tingbjerg Ground, når det går løs kl. 17 på selve Grundlovsdag.

Som det ser ud pt. så streamer vi ikke kampen mod Vanløse, da vi mangler en kameramand, men vi er tilbage på Twitter, hvor vi livekommenterer kampen.

Berthelsen: Dejligt at spille igen
Niels Bjørn Hansen har taget en snak med rutinerede Jacob Berthelsen om kampen mod Vanløse, sin skade og hvordan det var at være tilbage på banen igen.

- Det er en skade i foden, som jeg pådrog mig, da jeg spillede i AC Horsens. Den har plaget mig de sidste tre år, hvor det er gået op og ned og forhindret mig i at spille. Men efter kampen mod Greve sidste år besluttede jeg at holde et halvt års pause. Jeg har stillet og roligt trænet med siden januar og nu er jeg klar igen, siger Jacob.

Berthelsen fik comeback, da han blev skiftet ind i 2-1 sejren over Middelfart.

- Det er dejligt at få lov til at spille igen. Det har været nemt at glide ind på holdet. Vi har en stærk trup, der kan slå alle hold i rækken. Vi scorer mange mål, men har nok ladet for mange mål gå ind. Jeg vil gerne hjælpe til i forsvaret med min rutine og erfaring som spiller. Vi skal lukke hullerne, fortsætter Berthelsen.

I morgen gælder det som sagt kampen mod Vanløse. En kamp, hvor sejren skal fightes hjem i følge Jacob.

- Vi skal kæmpe røven ud af bukserne. Kæmpe med de gode, gamle Brønshøj-dyder - fight og vilje - så bliver det os, der tager sejren. Vi må heller ikke glemme, at vi er på Tingbjerg Ground, hvor der er en uovertruffen stemning på lægterne. Vi er nok det  stadion i divisionerne, hvor stemningen er bedst. Vi har de mest loyale fans, der støtter os, hvad enten det går op eller ned. Opbakningen er utrolig god, så jeg tror på et rigtig godt resultat, slutter den rutinerede forsvarsspiller.

Seneste kamp
Sjovt var det jo ikke i Brabrand, hvor kampen allerede var afgjort efter 45 minutter, da jyderne førte 4-0. I 2. halvleg blev det til den ene jyske scoring, så det endte med en 5-0 sejr til Brabrand.

Mike Kaljo bringer Brabrand foran 5-0

Modstanderen
Vanløse indtager sidstepladsen i oprykningsspillet, og efter nederlag i deres to seneste kampe, er de sultne efter en sejr og tre point. Senest endte det med et 1-3 nederlag ude mod B93.

I den kamp måtte de undervære deres hollandske angriber Jack Castelijns, pga. karantæne, men han er nu tilbage og klar til at bombe igen, hvilke vi selvfølgelig håber på at forhindre ham i.

Dommertrio
Kampen skal dømmes af Nikolaj Boddum Pedersen, og på sidelinjerne får han assistance af Morten Lønskov og Adis Crneta.