Gotland: Skulle beskytte forsvaret

Ricky på bolden

Vi har snakket med forsvarsspilleren Ricky Gotland, der i går var rykket op på midtbanen, om kampen i mod Marienlyst. En kamp, hvor Brønshøj fik lukket mere eller mindre ned for fynboerne.

- I den indledende fase giver vi Marienlyst to store muligheder for at komme foran, men ser man bort fra de to chancer, synes jeg egentlig, at vi i resten af kampen er i meget god kontrol. Vi får skabt de chancer, der skal til for at lukke kampen, men får desværre ikke omsat dem til mål. Så derfor var det også vigtigt at holde nullet. Samtidig er der jo også altid dejligt og en kæmpeære, som defensivspiller, at holde nullet, siger Ricky.

Ricky mod Marienlyst

Det var første sejr til hvepsene siden 3. oktober, og en vigtig sejr ifølge Ricky, da rækken er meget lige.

- Det var forløsende at få de 3 point efter en lille periode uden sejr! Puljen er stadigvæk meget tæt, så de 3 point er utrolige vigtige, fortsætter Gotland.

I sine ti første kampe som hvepse spillede Ricky i det centrale forsvar, men i gårsdagens kamp var han blevet rykket op på midtbanen. En uvant plads for Ricky, men han gjorde det godt.

- Det er en plads jeg aldrig har spillet før, så inden kampen fik jeg en primær opgave om at “beskytte” forsvaret og ligge som balancespiller. Som bekendt holdte vi nullet, så overordnet set må det være godkendt, slutter den 27-årige forsvarsspiller.

Ricky mod Marienlyst