Arbejdernes Landsbank og Brønshøj Boldklub laver ny 3-årig aftale

Arbejdernes Landsbank og fansene

Brønshøj Boldklub ApS og Arbejdernes Landsbank har indgået en ny 3-årig aftale om hovedsponsorat i Brønshøj Boldklub, som løber frem til udgangen af 2022. 

Aftalen betyder, at der fortsat står ”Arbejdernes Landsbank” på ryggen af hvepsenes trøjer. Arbejdernes Landsbank har været sponsor i Brønshøj Boldklub siden 2014.

”Vi er glade og stolte over denne aftale med Arbejdernes Landsbank, som er en af de største spillere inden for fodboldsponsorater i disse år. Vi glæder os til at videreføre det gode samarbejde med den meget fodboldinteresserede bank,” siger Jan Juul Jørgensen, formand for Brønshøj Boldklub.

Anfører Jamil med Arbejdernes Landsbank på ryggen

Arbejdernes Landsbank er netop kåret som danskernes foretrukne bank for 11. år i træk for sin høje kundetilfredshed, stærke image og gode rådgivning. Banken er lokalt repræsenteret med sin filial ved Brønshøj Torv. 

I Arbejdernes Landsbank er der også tilfredshed med aftalen:

”Vi har samarbejdet med de gode folk i Brønshøj Boldklub i en del år, og en forlængelse var helt naturlig. Arbejdernes Landsbank og Brønshøj Boldklub er et rigtig godt match, og vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde,” siger Peter Froulund, direktør for Branding og Kommunikation i Arbejdernes Landsbank.